23948sdkhjf

Danske Havne efterlyser fælles EU-løsning på krydstogtforurening

Krydstogtturismen vinder kraftigt frem i de danske havne i disse år, og de mange nye turister giver en omsætning på over halvanden mia. kroner og 2.200 fuldtidsstillinger alene i år, hvilket er ny rekord.

Bagsiden af medaljen er, at de mange krydstogtskibe medfører en massiv luftforurening, og det vil brancheorganisationen Danske Havne gerne være med til at gøre noget ved.

- Vi har netop haft et møde med vores krydstogthavne, og der er en bred enighed om, at krydstogt skal være både grønt og bæredygtigt, hvilket sagtens kan gå hånd i hånd med al den vækst, som det medfører. Havene er jo i sagens natur en central del af vores infrastruktur, og derfor har vi selvfølgelig al mulig interesse i, at de miljømæssige konsekvenser bliver så positive som muligt, siger Danske Havnes direktør Tine Kirk Pedersen i en pressemeddelelse. 

Meldingen fra de danske havne kommer, efter at miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i denne uge argumenterede for, at de krydstogtskibe, der lægger til i danske havne, skal blive grønnere.

Læs mere: Miljøminister vil have grønnere krydstogtskibe i danske havne

Vil have samlet europæisk spor

Det hilser Danske Havne velkomment, og brancheorganisationen melder sig også allerede nu som aktiv spiller i arbejdet, når meldingen fra regeringen skal udmøntes. Tine Kirk Pedersen understreger dog, at hvis der for alvor skal gøres en forskel, så skal emnet løftes helt op på europæisk niveau, så der blive ens regler og rammevilkår for al krydstogt i Europa.

- Vi ligger godt til i Danmark, når det kommer til den grønne omstilling, og vi vil derfor gerne have de andre europæiske lande med, for det er en fælles udfordring, vi har i EU. Vi opfordrer derfor den danske regering til at tage dette vigtige spørgsmål med til de kommende møder i EU-regi, så vi sammen med andre lande kan løfte sagen bedre, siger Tine Kirk Pedersen.

I modsætning til leverandører af landstrømanlæg ser Tine Kirk Pedersen ikke nogen hurtig løsning på problemet. 

- Penge gør det ikke alene, for lige nu er der ikke en teknologi, som bare er ’plug and play’, så krydstogtsindustrien bliver ikke i sig selv bæredygtig fra i morgen, siger hun i pressemeddelelsen. 

Læs også: Aarhus Havn åbner op for landstrøm

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079