23948sdkhjf

Dansk søfart skal være på digital forkant

Danske Rederier og konsulentvirksomheden DareDisrupt har taget initiativ til et nyt akademi, som skal holde dansk søfart på forkant med den digitale udvikling og teknologiske trends

De første tilmeldinger er tikket ind til Maritime Disruptors Academy, der afvikles over fire dage i januar og februar. Akademiet er et nyt uddannelsesprogram, der er udviklet specifikt til rederierne i Danmark. Målet er at give rederierne en klarere forståelse af, hvordan de bedst navigerer i en verden, der er under konstant forandring, og hvordan de arbejder strategisk med ny teknologi og nye digitale muligheder.

- Der er store forandringer på vej for dansk erhvervsliv. Det gælder også for shipping-sektoren, hvor digitalisering og ny teknologi er blandt de emner, der flittigt diskuteres, når vores medlemmer mødes. Med Maritime Disruptors Academy vil vi bidrage til, at medlemmerne får et bedre fodfæste, når de skal forholde sig strategisk til den udvikling, som, vi ved, er på vej, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

- Alle sektorer vil blive ramt af disruption
Akademiet er henvendt til ansatte i rederierne, der enten har en lederrolle eller arbejder med strategi og forretningsudvikling. Herudover deltager der studerende fra CBS og DTUs maritime uddannelser på lige fod med de mere erfarne deltagere.

Programmet for de fire dage er udviklet af DareDisrupt, og modereres af Märtha Rehnberg, der tidligere har arbejdet med 3D print og innovation i Mærsk. Hun fremhæver, at shippingsektoren står på kanten af en digital revolution.

- Alle sektorer vil blive ramt af disruption. Det gælder ikke mindst shipping industrien, som har en skala, der gør den oplagt til en digital omvæltning, da selv mindre ændringer kan have meget stor rækkevidde. Der er en enorm interesse i erhvervet for, hvor tingene bevæger sig hen og en villighed til at se kritisk på sin egen forretningsmodel, som er inspirerende, siger Märtha Rehnberg, partner og medstifter af DareDisrupt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11