23948sdkhjf

Øboer undrer sig: Har ikke set spritny redningsbåd i over et år

Danmarks mest isolerede ø fik sidste vinter en spritny redningsbåd. Siden har den angiveligt ikke været i drift en eneste dag

Det kunne lyde som en aprilsnar, men den er god nok.

Danmarks mest isolerede ø, Anholt, mangler nu på 14. måned deres spritnye redningsbåd.

Det skriver TV2 Østjylland.

- Den blev leveret i februar sidste år, og efter den havde været her en uge, blev den til mit kendskab kasseret, siger Karen Konge, der i mange år har drevet en købmand på Anholt Havn.

Det er katastrofalt. Det er en båd, som skal redde menneskeliv. Vi skal da have oplyst, hvad der sker Niels Basballe, kommunalpolitiker (A), Norddjurs Kommune

Hun har ingen viden om, hvad der er sket, og situationen bekymrer hende.

- Jeg bekymrer mig over, at en ny sejlsæson nu begynder, og igen står vi uden en ordentlig redningsbåd. Det er igen en rib (stor motorgummibåd red.) som udgør redningstjenesten her, siger Karen Konge og uddyber:

- Hvis en sejlbåd brænder eller på anden måde kommer i nød, så er der langt til hjælpen herude. Det tager lang tid for en helikopter eller en redningsbåd fra Grenaa eller Læsø at komme hertil. Det var ellers med pomp og pragt, at Forsvarskommandoen sidste år kunne præsentere den nye 17,5 meter lange redningsbåd med vandkanon., siger hun.

"Stolte og glade"

- Vi er stolte og glade for, at Danmark i dag overtager den nye redningsbåd fra det franske værft, og vi glæder os til at tage den i brug, sagde orlogskaptajn Tim Lillelund, der er chef for Kystredningstjenesten, i en pressemeddelelse 23. februar 2023.

Men redningsbåden lå ikke ret længe ved Anholt, før den forsvandt, og angivelig er båden ikke endeligt overleveret til Kystredningstjenesten.

Tirsdag spottede TV2 Østjylland så redningsbåden i havnen i Grenaa. Spørgsmålet er nu, hvad den laver der?

Jeg kan godt forstå, hvis redningsstationen er ærgerlig over ikke at råde over det udstyr, som er indkøbt Liselotte Arentz Sørensen, taxachauffør, Anholt

Lederen af Redningsstation Anholt, Bent Rasmussen, henviser til sin chef - Tim Lillelund fra Kystredningstjenesten.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra ham. Kystredningstjenesten henviser i stedet til Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som skulle være dem, der i sin tid købte båden.

Heller ikke her kan man umiddelbart svare på, hvad status er, og hvorfor redningsbåden ligger i Grenaa og ikke ved Anholt.

TV2 Østjylland er i stedet blevet bedt om at sende skriftlige spørgsmål, men umiddelbart stiller hverken Forsvarskommandoen eller Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse op til mundtligt interview om sagen.

Rygterne løber

Tilbage på Anholt er øens taxachauffør, Liselotte Arentz Sørensen, ærgerlig over situationen og rygterne løber.

- Jeg har hørt, at det er noget med strømmen. Jeg tænker, at der må være en teknisk forklaring på det, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan godt forstå, hvis redningsstationen er ærgerlig over ikke at råde over det udstyr, som er indkøbt.

Hos ErhvervAnholt er formand Jacob Vestervig, også ærgerlig over situationen.

- Jeg undrer mig over, at der er gået så lang tid, særligt når man fejrede dens ankomst sidste år, og folk glædede sig til en ny og bedre båd, siger han.

Dog er han ikke bekymret for sikkerhedssituation.

- Jeg er tryg ved den kystredningstjeneste vi har på øen, men det er selvfølgelig ærgerligt, at den nye båd ikke er i funktion endnu, siger Jacob Vestervig. 

På fastlandet er kommunalpolitikeren Niels Basballe rystet.

- Jeg undrer mig over, at der er gået så lang tid, særligt når man fejrede dens ankomst sidste år, og folk glædede sig til en ny og bedre båd, siger han. Jacob Vestervig, formand, ErhvervAnholt

Trods hans mange år i kommunalpolitik i Norddjurs Kommune og indgående kendskab til Anholt, kendte han intet til den manglende redningsbåd, før TV2 Østjylland kontaktede ham.

- Det er katastrofalt. Det er en båd, som skal redde menneskeliv. Vi skal da have oplyst, hvad der sker. Det er forfærdeligt, siger han og uddyber:

- Vi har hørt om enkelte lystbåde igennem årene, som er gået i brand på Kattegat tæt på Anholt, og her vil en sprøjtekanon være en kæmpe fordel. Det ryster mig det her. Det er ikke i orden, siger han.

Han vil nu tage kontakt til de rette myndigheder for at få mere at vide.

- Jeg kommer tit på havnen i Grenaa, og jeg har godt undret mig over, at der i lang tid har været en ekstra redningsbåd, men nu giver det mening. Det er jo Anholts nye redningsbåd, som ligger til kaj her i Grenaa, siger Niels Basballe.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078