23948sdkhjf

Ny analyse: 'Georg Stage' hjælper unge på ret køl

Skoleskibet' Georg Stage' er i sjælden grad i stand til at få unge, der har slået sig på uddannelsessystemet, tilbage i arbejde eller uddannelse.

Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har udarbejdet den første gennemgribende analyse af, hvordan elever fra 'Georg Stage' klarer sig senere i livet.

70 pct. af eleverne har ellers afbrudt mindst én uddannelse på enten gymnasialt niveau eller på erhvervsuddannelserne, når de går ombord på 'Georg Stage'. Men 15 år senere har 8 ud af 10 elever fået en uddannelse ud over grundskoleniveau.

Milliongevinst for samfundet 

De tidligere elever fra 'Georg Stage' klarer sig markant bedre sammenlignet med, hvordan unge uden uddannelse typisk klarer sig. Eleverne fra 'Georg Stage' får i højere grad en uddannelse og havner sjældent på offentlig forsørgelse. Det betyder flere skatteindtægter og færre offentlige udgifter til overførsler, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

 - 'Georg Stage' er et kongeeksempel på det, vi tit går og famler efter. 'Georg Stage' har fat i noget, som ser ud til at være den rigtige medicin, når det gælder om at hjælpe de unge videre i livet, siger analysechef Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en pressemeddelelse.

Når eleverne fra Georg Stage klarer sig godt i forhold til at få en uddannelse, betyder det, at samfundet har udsigt til milliongevinster gennem de unges liv. At få en uddannelse giver nemlig bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og højere indkomst gennem livet, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der videre skriver:

- De tidligere elever fra 'Georg Stage' er ofte i lønmodtagerbeskæftigelse og havner sjældent
på kontanthjælp eller dagpenge. Det giver en positiv samfundseffekt i form af ekstra
skatteindtægter og færre offentlige udgifter til overførselsindkomster. Typisk vil den
samlede effekt på de offentlige finanser ligge på 200-300.000 kr. om året, hver gang vi
som samfund får flyttet en kontanthjælps- eller dagpengemodtager til beskæftigelse.

Anfægter besparelser

Georg Stages direktør Asser Amdisen glæder sig over analysens konklusioner.

- De bekræfter fuldstændig det billede, vi selv har af de unge, vi uddanner. Sagt på godt dansk, så tjener vi penge til staten, hver gang vi sejler på togt. De unge kommer i land med nye kompetencer og tro på sig selv, og det blå Danmark skriger på deres arbejdskraft, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter: 

- Derfor er det også fuldstændig absurd, at regeringen nu vil spare det ene af vores togter væk. Vi bruger ikke en krone på markedsføring, for de unge står i kø for at komme ombord, siger Asser Amdisen.

Som Søfart tidligere har skrevet, glimrer Georg Stages andet årlige togt for tredje år i træk ved sit fravær i finansloven. 

Læs mere: Georg Stage atter i kamp for to årlige togter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126