23948sdkhjf

Hurtigruten indstiller alle togter efter corona-udbrud

Der er sket fejl i interne procedurer, siger koncernchef og lægger sig fladt ned

Efter at der er udbrudt coronasmitte på ekspeditionskrydstogtskibet 'Roald Amundsen', indstiller Hurtigruten indtil videre alle sejladser med sine tre ekspeditionsskibe 'Roald Amundsen', 'Fridtjof Nansen' og 'Spitsbergen'.

- Dette er en alvorlig situation for alle, som er berørt. Vi har ikke været gode nok, og vi har lavet fejl. På vegne af alle os i Hurtigruten beklager jeg det, som er sket. Vi tager ansvaret fuld ud, siger Hurtigrutens koncernchef i en pressemeddelelse.

36 besætningsmedlemmer og "flere gæster" på 'Roald Amundsen' er konstateret smittet med covid-19, siden de første tilfælde blev bekræftet fredag den 31. juli. Ifølge norske medier er de smittede besætningsmedlemmer hovedsageligt fra Filippinerne, hvorfra en række besætningsmedlemmer blev fløjet ind og gik direkte ombord på skibet uden foregående karantæne i Norge. 

Daniel Skjeldam har tidligere afvist over for norske medier, at de fillipinske søfolk efter reglerne skulle have været i karantæne. I pressemeddelelsen berører han ikke det forhold direkte, men oplyser, at man nu er i færd med at kortlægge hændelsesforløbet op til udbruddet. 

- En foreløbig evaluering viser, at der er sket fejl i flere af vores interne procedurer. Derfor er vi nu i gang med en fuldstændig gennemgang af alle procedurer samt alle sider af vores egen håndtering, siger han og fortsætter:

- Vores eget rutinesvigt og øget smitte internationalt fører nu til, at vi indtil videre indstiller alle vores ekspeditionskrydstogter både i og uden for norsk farvand. 

'Roald Amundsen' ligger allerede ved kaj, og det samme kommer 'Fridtjof Nansen' og 'Spitsbergen' til at gøre, når de afslutter deres aktuelle togter i løbet af de kommende dage. 

Hurtigrutens rutetrafik mellem Bergen og Kirkenes bliver ikke påvirket. 

Rederiet vil i løbet af i dag påbegynde arbejdet med at kontakte gæster, som bliver berørt af aflysningerne. 

Læs mere: Corona-smitte breder sig på norsk krydstogtskib

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235