23948sdkhjf

Sydfynsk iværksætter-tilbud bliver landsdækkende

Efter succes på Sydfyn bliver ordning med gratis maritim iværksætterrådgivning nu udbredt til resten af landet

En ordning med gratis rådgivning til maritime iværksættere, som hidtil har været forbeholdt selvstændige og virksomheder med base i en af de sydfynske kommuner, bliver nu bredt ud til resten af landet. 

Det er organisationen Share Fifty 5, som med midler fra EU og med en række sydfynske kommuner i ryggen, står bag muligheden. 

- Krisen er en usædvanlig situation. Derfor har vi fået ok til at tilbyde klippekort til rådgivning til iværksættere og SMV’er over hele landet, siger Charlotte Kirkegaard Flugt, projektleder i Share Fifty 5, i en pressemeddelelse.

Rent praktisk fungerer klippekortet således, at en selvstændig eller en mindre virksomhed kan få et klippekort til henholdsvis 10 eller 20 timers rådgivning. Klippekortet giver mulighed for at betale en rådgiver op til 900 kroner i timen. Dermed bliver rådgivningen gratis for modtageren. 

- Det kan være hos en advokat, en revisor, en marketingekspert eller en strategisk rådgiver. Vi kan henvise til rådgivere fra vores store netværk, men man kan udmærket vælge en selv, siger Charlotte Kirkegaard Flugt.

Fik styr på strategien

JAR Marine Consult og Seaside Cabin er to små maritime virksomheder i det sydfynske, som har benyttet sig af en klippekort-ordning med gratis rådgivning.

I JAR Marine Consult havde Jan Rindebæk gavn af ordningen, da han ved årsskiftet stiftede sin egen virksomhed efter 25 år som ansat i shippingbranchen.

- Det er de mest effektive rådgivningstimer, jeg nogensinde har haft. Uden dem havde jeg ikke haft styr på, hvordan jeg strategisk ville forme min virksomhed med alt fra værdier til sammenhæng mellem ydelser og til en fremtidig exitplan, siger Jan Rindebæk.

Han sprang ud som selvstændig, da hans kone fik job i Svendborg. Der havde de begge studeret, og der ville han også gerne arbejde ud fra. Han havde opdaget, at der var behov for projektledelse, når rederier installerer systemer til røgrensning eller ballastvand, og siden har der været bud efter ham.

- I andet halvår skal jeg udvide med agenturdel og serviceaftaler, og den plan har konsulenten hjulpet med mig at få på plads gennem klippekortet, siger Jan Rindebæk.

Bygger husbåd som studiebolig

Virksomheden Seaside Cabin har fået et klippekort til strategisk rådgivning om at kommercialisere deres ’opfindelse’. Det er en lille husbåd, der kan ligge i havne og bruges som studie- eller fritidsbolig. Den adskiller sig ved være så kort, at den skal overholde regler som en lystbåd og ikke som et hus, ligesom den kan transporteres som en 20 fods container. Og så er den udført med træaptering i et skandinavisk design.

-  Vi kommer til at anvende klippekortet til blandt andet rådgivning om at nå frem til relevante personer hos kommuner med havne, hvor vi vil passe ind, siger Peter Kiær, der sammen med vennen Peter Hansen ejer og driver Seaside Cabin.

I Share Fifty 5 opfordrer  Charlotte Kirkegaard Flugt interesserede virksomheder til at søge hurtigt, da antallet er klippekort er begrænset.

Læs også: Tuco skal teste svingkøl fra Svendborg-iværksætter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094