23948sdkhjf

Norden støtter internationalt opråb om besætningsskifte

Regeringer må gribe ind, lyder det fra redere med 1500 skibe i flåderne, som foreslår nøglehavne til besætningsskifte

Regeringer over hele verden må gribe ind nu, hvis ikke det mentale pres på søfolk, som ikke kan komme hjem på grund af corona-udbruddet, skal ende med at forårsage ulykker. 

Sådan lyder det i et fælles opråb fra en alliance, som det Singapore-baserede management-selskab Synergy Group står bag. Alliancen har tilslutning fra en række rederier og management-selskaber, herblandt danske Norden, og repræsenterer tilsammen mere end 1500 skibe og 70.000 søfolk. Dertil kommer opbakning fra både International Chamber of Shipping (ICS) og International Transport Workers Federation (ITF).

FAKTA – De står bag Synergy Groups alliance

  • D/S Norden
  • Grieg Star
  • Reederei Nord
  • Dynacom
  • V.Group
  • Wilhelmsen Ships Service
  • Pacific Carriers Limited (PCL)
  • Magsaysay
  • Augustea
  • Columbia Ship Management
  • Inchcape Shipping Services
  • Synergy Group

- Vi er med på, at covid-19 er en sort svane, siger Rajesh Unni, CEO og grundlægger af Synergy Group, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Men det har aldrig været meningen, at foranstaltninger til at beskytte samfundet skulle afholde nøglemedarbejdere for at udføre opgaver, der er nødvendige for samfundets velbefindende. Meningen med disse politikker var heller ikke at være til ulempe for nøglemedarbejdere som for eksempel søfarende.

Kan lade sig gøre

Alliancen mener at have udtænkt en måde, hvorpå besætninger på ansvarlig manér kan blive skiftet ud, selvom corona-udbruddet raser. Det skal blandt andet ske ved kun at benytte en række nøglehavne. Her har alliancen blandt andet udpeget Singapore, Houston, Rotterdam, Gibraltar, Jebel Ali, Fujairah, Hongkong og Shanghai.

Dertil kommer en metode til risikovurdering og handleplaner, som rederier og managementselskaber kan bruge for at mindske risikoen for smitte. Til gengæld er der brug for, at politikere og myndigheder gør det muligt at komme fra havnene til og fra de nærtliggende lufthavne og lader de søfarende krydse landegrænserne. 

- Vi opfordrer havnestaterne og G20-nationerne til at gøre alt for at muliggøre besætningsskifte, lyder det i den fælles udtalelse. 

Mental sundhed i fare

Ifølge alliancen er der i øjeblikket i omegnen af 100.000 søfarende på havene, som er berørte af, at det er så godt som umulig at afslutte sin tørn i øjeblikket. I alliancen er der bekymring om, hvordan omstændighederne påvirker den mentale tilstand for de søfarende, der må leve i uvished om, hvornår de atter kan komme til at opleve fast grund under fødderne og gense deres familier, selvom deres kontrakter er udløbet.

I Reederei Nord B.V. kalder adm. direktør Keith Obeyesekera uvisheden for "forfærdelig".

- Besætningens mentale helbred bliver forværret under disse omstændigheder, og det kan føre til fejl, som i ekstreme tilfælde kan føre til tab af menneskeliv samt til skade på miljø og ejendom, siger han i pressemeddelelsen. 

Norden oplyser til Søfart, at man hele tiden vurderer, om der er mulighed for at skifte besætninger ud. Som udgangspunkt har rederiet dog forlænget suspenderingen af besætningsskifte til udgangen af april på grund af de fortsatte logistiske udfordringer. 

Som Søfart tidligere har skrevet, har Danske Rederier indgået en aftale med Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening, som blandt andet sikrer økonomisk kompensation i samme øjeblik, som den ekstraorinære mønstringsperiode overskrider 50 pct. af den normale periode. 

Læs mere: Stor aftale om besætningsskift – men danske søfolk har fortsat ingen udsigt til at komme i land

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11