Derfor havde ØK sin storhedstid frem til halvfjerdserne
For søfolk var der prestige i at sejle med et ØK-skib, hvor der var en vis style om bord, men også et strengt hierarki, hvor kaptajnen var konge. På kontorerne, var det at arbejde for ØK anset som noget særligt. Man startede som elev, og gjorde en livslang karriere i Kompagniet, med udstationeringer til eksotiske steder i det meste af ens arbejdsliv – og der var en stærk korpsånd, nærmest som et kald.
https://www.soefart.dk/article/view/685939/positionsbillede
Læs første afsnit her: ØK: Sådan blev Danmarks store rederi-konglomerat skabt
Det var ikke tilladt at gifte sig i den første udstationeringsperiode, som kunne tage tre til fem år. At ansætte folk udefra var utænkeligt op til starten af 1980’erne. Kompagniet var beskæftiget inden for handel, skibsfart, industri, plantage, skovdrift, kødkonserves og meget andet. Perioden op til 1980 var præget af en voldsom ekspansion, hvor der blev udvidet og opkøbt virksomheder som aldrig før.
Inden for skibsfarten var linjefart kerneforretning. Alle linjer udgik fra København, med ruter til Fjernøsten, Indien, Australien, New Zealand, vestkysten af USA-Canada samt Vestafrika. Til trods for at Kompagniet havde store aktiviteter i Sydamerika, blev dette kontinent aldrig omfattet af linjenettet.
Linjerne blev op til 1970’erne betjent af konventionelle linjeskibe med små luger og bomme, som medførte lange havneophold, og en rundtur til Østen tog typisk fem-seks måneder.
Amerikabåde med to skorstene
De kombinerede passager- og fragtskibe ’Amerika’, ’Europa’ og ’Canada’ blev leveret 1930-35 og blev de første motorskibe med skorstene. De blev beskæftiget på linjen til vestkysten af USA-Canada, men gik alle tabt under Den Anden Verdenskrig. ’Amerika’ blev torpederet i Danmarkstrædet i 1941 med 86 omkomne.
’Europa’, som i januar 1940 bragte den danske guldbeholdning til New York, blev i 1941 bombet i Liverpool. ’Canada’ løb på en mine uden for Grimsby. Tre usædvanlig flotte skibe gik dermed tabt. Samlet led ØK tab på 14 skibe under krigen, og 13 overlevede.
I 1939 fik ØK leveret to skibe med splittet overbygning, ’Kina’ og ’Korea’. ’Kina’ sejlede igennem krigen uden skader, men blev indhentet af skæbnen i 1947, hvor den under en tyfon stødte på et skær ved Filippinerne med 34 omkomne. Den blev erstattet af et søsterskib i 1948, som også fik navnet ’Kina’.
M-, P- og S-bådene
’Kambodia’ var anderledes og en enlig svale, som blev bygget under krigen på B&W som moderskib til tyske ubåde under navnet ’Brandenburg’. Den blev først færdiggjort i 1945, hvor ØK overtog skibet. Med et kraftigt maskineri var det en hurtigløber, som kunne løbe fra mange passagerskibe. Den blev i 1969 solgt til C. Clausen til transport af får fra Australien til Mellemøsten.
I perioden 1945-1956 fik ØK leveret 20 næsten ens skibe med midtskibs-bygning. Det blev til syv M-både, fem P-både og otte S-både alle omkring 10.000 t.dv.
Over årene var der forbedringer fra type til type. Skibene udgjorde i perioden basisflåden, og blev beskæftiget på alle linjer.
Dog blev M-bådene, som de ældste og uden aircondition, hovedsageligt beskæftiget til Indien, hvilket betød lange ophold i beskidte havne og ulidelig varme.
De øvrige skibe kom vidt omkring, og et typisk skib som ’Patagonia’ udførte i sine 22 år under splitflag otte rejser til vestkysten af USA-Canada, 34 til Østen, otte til Indien, otte til Australien og New Zealand, alle med lastning i København og Nordeuropa.
Skibene blev bygget på B&W samt på ØK’s værft i Nakskov. Undtagelserne var ’Poona’ og ’Pasadena’, som blev bygget i Hamborg, samt ’Panama’ i Japan. ’Poona’ udbrændte i Gøteborg i 1971. Skibene var, med et specielt klassisk udseende, flotte at se på. Den sidste, ’Sinaloa’, blev solgt til Kina i 1978 efter at have udført 86 rejser. S-bådene var den første serie af skibe i verden, som var udstyret med turbolader.
B- og A-bådene
ØK fik i 1956-1961 bygget seks B-både på 10.200 t.dv. med midtskibs- og agterbygning, hvilket var et usædvanligt design for et tørlastskib. De blev efterfulgt af to næsten-søsterskibe ’Ayuthia’ og ’Asmara’ på 12.500 t.dv. Skibene som næsten udelukkende blev beskæftiget i Østen-fart, blev alle solgt til udlandet i 1976-1978.
A-bådene blev de sidste konventionelle linjebåde i ØK. Det drejede sig om syv skibe på 12.500-14.700 t.dv. af forskellige typer. ’Andorra’ blev i 1964 leveret fra Nakskov som den første, og havde et ejendommeligt udseende, som ikke lignede andre skibe.
De sidste to ’Alameda’ og ’Atrevida’ var hurtige skibe med et slankt skrog, der gjorde dem til ’rollers’, og hvormed de kunne krænge op til 45 grader i dårligt vejr.
’Bintang’ var et lille skib på 2.900 t.dv., som ØK beskæftigede i lokal fart mellem Øst- og Vestafrika. Den var lidt primitiv, og næsten udelukkende beskæftiget til primitive havne. Det havde ikke aircondition, og blev betragtet som lidt af et straffeskib.
I havnene i Østen var der en rivalisering mellem ØK og Mærsks søfolk, hvor ØK blev betragtet som lidt finere. Mærsk-skibene kom aldrig hjem, hvorimod ØK søfolk var hjemme i Danmark et par gange om året, hvilket gav dem tilnavnet ’snesejlere’.
