23948sdkhjf

Søfartens bedste tip: Spar på vandet – drik øl!

Den bitre øl var klart at foretrække frem for det rådne vand med den brune kulør i tønderne. Fortidens skibsbesætninger kunne dog også få væskeindtaget suppleret med en trefjerdedele pægl brændevin per mand om ugen

Det har altid været en central og vigtig opgave på et skib at sørge for, at der er vand nok om bord. Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke. Og når maden om bord på de gamle sejlskibe ofte bestod af tørrede og saltede flæsk og fisk, så skulle der noget til, for at slukke tørsten.

I Danmark er det gennemsnitlige vandforbrug per person i dag 80-150 liter om dagen. Vi går meget i bad, vasker meget tøj, laver mad og vasker op – og så drikker vi en smule af det også… Det er værd at holde sig i erindring, når man læser det følgende.

Man regnede som en tommelfingerregel med, at der blev brugt tre potter ferskvand og to en halv potter øl per mand per dag, hvilket svarer til ca. 5,3 liter væske i alt, hvoraf der dog også blev taget vand til madlavning, tøjvask, mv. Vandet stuvedes i læggerser og fade, der anbragtes nederst i lasten.

Et fad per mand

De allerstørste tønder, læggerserne, lå nederst. De store mængder vand udgjorde en stor del af skibets samlede tonnage og udgjorde derfor en del af ballastningen.

Normalt medbragte skibene til almindelige togter forsyninger til tre måneders forbrug, hvilket svarede nogenlunde til, at der som tommelfingerregel skulle medbringes et fad vand (262 liter) per mand.

Et skib, der førte 50 kanoner og havde en besætning på 250-300 mand medbragte altså 57 ton vand. Flådens største skibe med 90 kanoner medbragte næsten 100 ton vand, når de var fuldt udrustede.

I København hentede man fortrinsvis vandet i brønde. Det bedste vand var det fra brønden på Gammelholm ved Frossenborg Vagt – ca. der hvor Nyhavn løber ud i Inderhavnen. De store læggerser bragtes tomme om bord på skibet og blev efterset og stuvet ned i lasten, hvorefter de blev fyldt ved hjælp af særlige vandpramme, der med pumpe og en slange blev ”styrtet”, som det kaldtes, over på læggerserne.

I denne proces var det vigtigt så vidt muligt at undgå, at der kom urenheder ned i vandet.

Råddent vand i tønderne

Imidlertid var det i 1700-tallet ikke muligt at konservere vand på en sådan måde, at det holdt sig uden at blive råddent og inficeret med bakterier. Man tog det ikke så nøje med hygiejnen, og gamle tønder, som havde været brugt til saltet flæsk, kunne godt genbruges så fik vandet nok en ”tanke”.

I slutningen af marts 1760 oplevede den rejsende Friderich von Haven, hvordan vandet rådnede i tønderne om bord på orlogsskibet ’Grønland’ med 60 kanoner. Han mente, at vandtønderne blev behandlet uforsvarligt, og at de blev fyldt af ukyndige matroser, mens de kadetter eller officerer, der skulle holde dem under opsyn, gik på kaffehus!

Von Haven påstod, at tønder blev fyldt uden at skelne, om det var kød- eller vandtønder, tønderne var ifølge ham ganske enkelt ikke mærket efter deres formål.

Det skal siges, at von Haven på dette tidspunkt allerede havde besluttet sig for at gøre rejsen til Middelhavet over land. Hans generelt negative indtryk af livet til søs var mærket af, at han led stærkt af søsyge. Det afholdt ham dog ikke fra at foretage ret nøjagtige optegnelser om vandet.

En brun kulør

Han bemærkede blandt andet, at vandtønderne nederst i lasten ofte lå meget længe: ”Vandet derudi rådner to, tre eller fire gange, ligesom rejsen er lang til; man bruger dem ikke uden i nødsfald. Vandet skal smage meget godt efter en tredobbelt eller firedobbelt forrådnelse; men derhos have en brun kulør.”

Også søofficeren Peter Schiønning noterede den samme tanke om, at vandet kunne rådne og blive godt igen op til tre gange. Han tilføjede desuden, at erfaring viste, at det ikke hjalp at koge vandet, da det íkke gjorde noget ved den dårlige smag. Da smag og lugt var de eneste indikatorer, man havde, før man fik viden om bakterier, forekom denne i nutidens øjne fatale fejlslutning logisk.

Øl var nemmere at holde frisk. Den konserverende humle smagte ganske vist skarpt, men blev til gengæld betragtet som sund og god for maven. Der kunne naturligvis opstå situationer, hvor man på grund af knaphed måtte rationere folkenes drikkevarer. Det var dog en så stor belastning af mandskabets forhold, at det efter Peter Schiønnings opfattelse ikke burde ske uden et foregående skibsråd.

Brændevin dagligt

Schiønning begrundede bl.a. dette med, at indskrænkningerne skulle ses i forhold til, at ”Øl og vand i almindelighed plejer at stå åbent for enhver at tage så meget af som de vil”. Dog stod der en skildvagt på underste batteri, der skulle holde orden, når folkene kom for at drikke af det der opstillede fad, og særlig holde øje med, at der ikke kom snavs ned i vandet.

Som et supplement til vand og øl, var der en daglig ration brændevin. Ifølge reglementet, ”søspisetaksten” var der en trefjerdedele pægl brændevin per mand om ugen. Det svarer til seks cl. per mand om dagen. I dag regnes en genstand for fire cl., så det var med andre ord en stor snaps, der blev skyllet ned.

Af Skibsskriverens inventarreglement ses det, at der på 50-kanoners skibe medbragtes otte brændevinsfade. Disse fade opbevaredes bag lås og slå. Brændevinen var formentlig det mindst sundhedsskadelige, folkene indtog i dagens løb. Til gengæld var man lidt nervøse ved brandfaren.

I dag har Søværnet i Danmark en rusmiddelpolitik, og det hører til sjældenhederne at se alkohol om bord. Selv i den traditionsbundne Royal Navy ophørte man i 1970 med at udskænke en daglig portion rom. Men søfolk ses dog endnu af og til rundt om på verdens havneknejper.

Søfartshistorier i Søfart

Museumsinspektør ved Bornholms Museum og ph.d. i historie, Jakob Seerup, dykker i denne artikelserie i Søfart ned i en række kendte emner og temaer i søfartshistorien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079