23948sdkhjf

Sille fik en åbenbaring - og valgte at læse til maskinmester

Efter en HF-eksamen fra Søfartsskolen i Svendborg begyndte Sille Fermedal Sørensen, 27, på Maskinmesterskolen København
- Fra jeg var 17 til 22 år havde jeg flere ufaglærte job. Men da jeg for fem år siden mistede min far, fik jeg en åbenbaring. Da gik det op for mig, at man kun har ét liv, og jeg skal ikke bare have et eller andet elendigt job resten af mit liv. Jeg skal gøre noget vigtigt, så jeg tog mig sammen.

Sådan fortæller 27-årige Sille Fermedal Sørensen fra Helsingør om baggrunden for, at hun har valgt en uddannelse til maskinmester.

Inden hun begyndte på Maskinmesterskolen København (MSK), læste Sille HF-Søfart på Svendborg Søfartsskole. Nu går Sille på fjerde semester på MSK og har lige været i værkstedspraktik i ni måneder hos Hillerød Forsyning.

Hvad fik dig til at vælge en søfartsuddannelse?

- Faktisk ville jeg gerne have været i Søværnet, men de nedlagde den uddannelse, jeg søgte det år. Min mor er søfartslæge, så hun foreslog Søfartsskolen. Og så tænkte jeg, at det var smart med en HF-Søfart, for jeg havde jo heller ikke nogen gymnasial baggrund, så jeg havde ikke noget at falde tilbage på. Jeg har aldrig været skoleminded, men jeg tænkte, at så må jeg bare klø på, og det gjorde jeg så.

Og så fik du blod på tanden til at gå videre?

- Ja. På Søfartsskolen tager man motorpasserbevis, og først skulle jeg overhovedet ikke være maskinmester. Men min lærer sagde: Sille du skal være maskinmester, for du har flair for teknik. Og så tænkte jeg, okay det er måske meget fedt. Så søgte jeg ind her, men jeg manglede matematik og fysik på B-niveau. Det tog jeg på adgangskursus, og det varede et halvt år. Dernæst startede jeg her på MSK for halvandet år siden.

Hvordan er det at gå på skolen?

- Det har været sjovt og spændende. Det er jo fedt at gå på værkstedsskole, fordi det er en blanding af teori og praksis. Man får lov til at skille en motor ad og samle den igen, og man lærer en masse om el.

Læs også: Drømmer om Australien

- Men det har også været udfordrende. Mange af drengene har rodet med biler eller motorcykler eller anden teknik sammen med deres far, da de var små. Det har man bare ikke som pige - det er i hvert fald de færreste, der har en grundforståelse for sådan nogle ting. Så på den måde kunne jeg godt mærke i værkstedet, at drengene havde en klar fordel, fordi det sidder bare i dem på en anden måde.

Drømmer om at sejle

Hvordan med det sociale - der er jo ikke ret mange piger på skolen?

- Det er fint nok. Der er en meget afslappet tone, og det kan jeg egentlig meget godt lide, og det er jeg også vant til fra søfartsskolen og mit generelle fritidsliv.

Hvad drømmer du om, at der skal ske, når du engang er færdig?

- Jeg kunne godt tænke mig at komme ud at sejle i en periode. Eller at arbejde med grøn energi - fx inden for forsyningsvirksomhed. Jeg synes også, det lyder fedt at være offshore.

Er det en fordel, at uddannelsen er så bred, at den kan føre til mange ting, synes du?

- Ja helt sikkert. Det er da fedt, at man kan sige, nu har jeg ikke lyst til at sejle mere - nu vil jeg gerne arbejde i en medicinalvirksomhed eller vindmølleindustrien osv. Det et fedt, at man har muligheden for at springe lidt rundt.

Uddannelsen giver god jobsikkerhed og god løn. Er det også en del af attraktionen?

- Det er det da. Det er ikke udgangspunktet for, at jeg har valgt det. Men det hjælper da helt sikkert. Derudover har vi også en dejlig og flot skole med gode lokaler og faciliteter.

Er der meget hjemmearbejde?

- Egentlig ikke. På fjerde semester har vi timer hver dag fra klokken 8-12 undtagen mandag, og så har vi selvstudier i vores klasselokaler fra klokken 12-16. Det synes jeg fungerer godt, for så har man mulighed for at blive siddende, og man ved, der ikke kommer andre.

Læs også: Maritime uddannelser i kamp om de unge

FAKTA: Maskinmester-uddannelsen

På Maskinmesterskolen København (MSK) kan du få en polyteknisk lederuddannelse, der åbner døre til mange forskellige job - både til søs eller på land.

På uddannelsen supplerer virksomhedsøkonomi, organisationskultur og ledelse de praktiske og maskintekniske fag, så du som færdiguddannet kandidat i mestrer både mennesker og maskiner.

Uddannelsen til maskinmester er en professionsbacheloruddannelse, som varer 3-4,5 år afhængig af, hvilken uddannelsesbaggrund du har.

Ansøgere med en gymnasial baggrund (STX, HF, HTX eller HHX) starter uddannelsen med 9 måneder på Værkstedsskolen og 9 måneder i praktik, inden de tager hul på den treårige teoretiske del af maskinmesteruddannelsen.

Ansøgere med en relevant erhvervsuddannelsesbaggrund (EUD) kan starte direkte på den teoretiske del af maskinmesteruddannelsen, hvis de har de adgangsgivende fag (matematik, fysik, dansk og engelsk). Har man dem ikke, kan de tages på et adgangskursus, der varer seks måneder.

Ansøgere med både gymnasial og erhvervsuddannelsesbaggrund (EUX) kan starte direkte på det teoretiske forløb.

Der er for øjeblikket 748 studerende på MSK, heraf 13 kvinder.

Artiklen er en del af temaet SØFART TEMA: ’Fremtidens sømand’.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219