23948sdkhjf

USA advarer Grækenland mod at assistere iransk tankskib

Det vil få konsekvenser, hvis Grækenland assisterer tankskib, der har været opbragt i Gibraltar, advarer USA

USA har over for den græske regering udtrykt sin "stærke holdning" til det iranske tankskib 'Adrian Darya-1', der i går satte kurs mod Kalamata i Grækenland.

Det oplyser en anonym embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium.

Det iranske tankskib forlod havnen i Gibraltar søndag, hvor det har været tilbageholdt siden 4. juli.

Olietankeren blev opbragt på grund af mistanke om, at skibet var på vej med råolie til Syrien i strid med EU's sanktioner. Iran har afvist, at det er tilfældet, og krævet skibet frigivet.

Gibraltar frigav skibet i sidste uge på trods af stærke advarsler fra USA.

Kan få konsekvenser

De amerikanske myndigheder har sat skibet i forbindelse med Irans Revolutionsgarde, som i USA er opfattet som en terrororganisation. Derfor har USA krævet skibet tilbageholdt og lasten, der består af mere end to mio. tønder råolie, beslaglagt.

Enhver indsats for at assistere skibet vil blive anset som en indsats for at levere materiel støtte til en organisation, som USA anser som en terrororganisation. Og det vil kunne få konsekvenser, siger den anonyme embedsmand.

Søndag blev det iranske flag på olietankeren hejst, ligesom skibet fik et nyt navn malet på skroget. Således ændrede fartøjet navn fra 'Grace 1' til 'Adrian Darya-1'.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kalder det for "beklageligt", at tankskibet fik lov til at forlade Gibraltar.

- Det er beklageligt, at det er sket, siger han i et interview med Fox News natten til tirsdag dansk tid.

Det vil betyde, at Irans Revolutionsgarde vil få "flere penge, mere velstand, flere ressourcer til at fortsætte deres terrorkampagne", siger Pompeo.

Spændingerne mellem USA og Iran er taget til, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år trak USA ud af atomaftalen med Iran.

USA besluttede i den forbindelse at genindføre en række sanktioner mod Iran, som i høj grad har påvirket landets olieeksport.

Læs også: Forsker: Dansk fregat i Hormuzstrædet vil give falsk tryghed

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078