23948sdkhjf

MarineShaft vender tilbage til Oslo med optimisme

Efter fravær i 2017 er MarineShaft igen at finde på Nor-Shipping. Den generelle optimisme i branchen giver en forventning om, at flere potentielle kunder vil kigge forbi, lyder begrundelsen for nordjydernes tilbagevenden.
Eksportforeningen har leveret et godt stykke arbejde for at sikre en god placering af den danske pavillon ved dette års Nor-Shipping i Oslo. Netop placeringen er vigtig, mener MarineShaft, der er specialister i koldopretning af aksler.

- Vi står på den danske pavillon, og den er flyttet, så den ligger sammen med den norske. Det betyder, at vi tror, der kommer meget mere trafik, dér hvor den er placeret i år. Det har de (Dansk Eksportforeningen, red.) gjort godt, siger Hanne Magnussen, marketing manager hos Hirtshals-virksomheden, og forklarer:

- Vi har deltaget i Nor-Shipping tidligere, men vi følte ikke, at der helt var den tilslutning og det antal besøg, som vi håbede, i 2015. Nu har vi en anden tro og en optimisme, og vi forventer, at det bliver en god messe i år.

Svært at måle succes
Hanne Magnussen forklarer, at man dels vil bruge messen til at pleje allerede eksisterende kunder og dels til at få hul igennem til nye. Men hvad der konkret skal til for, at messen bliver en succes for MarineShaft, har hun svært ved at vurdere.

- Vi er inden for havari og reparation, så vi står ikke og sælger et produkt på messen. Det er derfor svært at måle messeudbyttet på dén måde. For os handler det om at få skabt nogle gode kunderelationer, som vi efterfølgende kan besøge og sende materiale til, så vi kommer i deres bevidsthed, når de får et havari.

Hun fortæller, at det er vigtigt for MarineShaft at være til stede ved messer med stor international bevågenhed som Nor-Shipping, også selvom det ofte er en større udskrivning at sende en delegation afsted.

Det skyldes, at størstedelen af omsætningen kommer fra udenlandske kunder.

Succes afhænger af kunden
Den gode placering på messen er noget, MarineShaft tillægger stor værdi, for dermed forventes der større trafik omkring de forskellige stande, der ligger i regi af den danske pavillon. Men mindst lige så vigtigt som en stor mængde trafik er det, at det er de rigtige mennesker, der kigger forbi.

- Vi håber, at vi får besøg af mange superintendents, tekniske chefer og lignende, siger Hanne Magnussen og forklarer, at det er umuligt at vurdere, hvor mange ordrer der skal til for at dække messeudgifterne.

- Hvis det er den helt rigtige kunde, kan det være to ordrer, der dækker sådan en messe. Det er jo ingenting. Men det kan også være, der skal 10 ordrer til, siger Hanne Magnussen.

Det skyldes, at de ordrer, MarineShaft udfører, spænder fra alt fra mindre reparationer af propellerblade til komplette renoveringer af store rorarrangementer med efterfølgende on-site arbejde.

Virksomhedens delegation tæller fire mand til at passe den 15 kvadratmeter store stand samt opsøge nye kunder.

Artiklen er en del af temaet SØFART TEMA: Nor-Shipping 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093