23948sdkhjf

Danske rederiers fodaftryk i verden vokser

Særligt i nordamerikanske, asiatiske og europæiske havne vinder danske skibe frem, viser Danske Rederiers årlige eksportanalyse

5454 gange anløb danske skibe i 2018 en amerikansk havn.

Dermed har de danske rederier øget deres tilstedeværelse i de nordamerikanske havne med 16 pct., skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse på baggrund af foreningens årlige eksportanalyse.

Væksten til Nordamerika skyldes i høj grad en øget produktion i USA og dermed højere import og eksport af varer til og fra de nordamerikanske havne.

Også i Europa oplever de danske rederier stor vækst i aktivitetsniveauet i 2018. Det på trods af, at hverken import eller eksport af varer voksede særligt hurtigt i Europa sidste år. De danske nærskibsfartsrederier sikrede dog den fine fremgang for de danske søfartsaktiviteter i Europa, og i de fleste verdensdele er de danske rederiers tilstedeværelse markant forøget, konkluderer Danske Rederier.

- Det er glædeligt at se, at de danske rederier selv i et turbulent år som 2018 formår at øge sit fodaftryk og sin tilstedeværelse på så vigtige marker som USA og Europa, siger  Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier, i pressemeddelelsen.

En generel positiv faktor for de danske rederiers aktivitetsniveau er en øget handelsflåde kontrolleret fra Danmark.

Marginalt fald i eksporten

Danske rederiers tilstedeværelse vokser dog ikke lige meget alle steder. I Kina tabte væksten i handelen lidt momentum som en konsekvens af restriktioner på import af affald og stålskrot. Trods de gode takter for danske rederier i de nordamerikanske, asiatiske og europæiske havne, ender eksporten for dansk søfart i 2018 lidt lavere end i 2017.

Eksporten, der også er afhængig af valutakurser og fragtrater, lød i 2018 på 188 mia. kroner, hvilket er en mia. kroner lavere end 2017.

Læs også: Kina svarer igen og varsler øgede toldsatser på varer fra USA

 

FAKTA – Danske rederiers eksport i 2018

I 2018 eksporterede danske rederier for 188 mia. kroner

Danske Rederiers tre største eksportmarkeder:

  • Kina 14 pct.
  • USA 9 pct.
  • Storbritannien 5 pct.

To tredjedelen af den danske søfartseksport er relateret til aktiviteter uden for Europa

Danmark er verdens 6. største søfartsnation målt på opereret tonnage

Kilde: Danske Rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125