23948sdkhjf

Esvagt ser nye muligheder i Barentshavet

OFFSHORE: Øget olie- og gasproduktion i arktiske havområder skaber vækstmuligheder hos Esvagt

Der er store forventninger til en øget produktion af olie og gas fra Barentshavet i de kommende år. Reserverne i området er betydelige: Således opdaterede det norske oliedirektorat så sent som i 2017 sin vurdering af størrelsen på olie- og gasreserverne i området til over 17 mia. tønder; en fordobling i forhold til de estimater, der hidtil har været arbejdet med.

Det skriver Esvagt i en pressemeddelelse, hvori rederiet udtrykker interesse i at byde ind med sine specialkompetencer. Bl.a. med multi role-standby-skibet ’Esvagt Aurora’, der tidligere har arbejdet ved ENIs Goliat-felt, som er placeret små 50 sømil fra Hammerfest i Barentshavet.

Ud over ’Esvagt Aurora’ er yderligere fire af Esvagts mindre skibe aktuelt indrettet til at arbejde i særligt barske vinterklimaer, eksempelvis med opvarmede lejdere og flader, der modstår overisning.

Kulde og miljø

– Det er på flere områder særdeles udfordrende at arbejde i de arktiske egne”, siger Ole Ditlev Nielsen, Business Development Manager i Esvagt, og fortsætter:

– Kulden kan føre til overisning og vanskeliggør generelt operationerne. I vinterhalvåret er det desuden stort set mørkt døgnet rundt, og man skal indregne pludselige polare lavtryk med en særdeles omskiftelig sø. Desuden er der i udpræget grad miljøhensyn, der skal varetages, fordi de arktiske egne er særlig følsom natur, forklarer han.

Ifølge Ole Ditlev Nielsen vil Esvagts erfaring med arktiske operationer være en klar konkurrencefordel.

– Det er et marked, hvor kravene er markante, og hvor kendskab og viden er helt vitalt. Vi har trænet meget i området, arbejdet aktivt med oliespildsberedskab, varetaget alle supportfunktioner og været involveret i vellykkede redningsaktioner. De erfaringer vil være af stor værdi for os, når der udbygges i Barentshavet, vurderer Ole Ditlev Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125