23948sdkhjf

Regeringen klar med udspil mod pirateri

En måned inden den nuværende danske strategi mod pirateri udløber, præsenterer regeringen et nyt sæt forslag til indsatsen i perioden 2019-2022. Danske Rederier er tilfredse med, at indsatsen især skal fokusere på Vestafrika
Regeringen har i dag fremlagt et såkaldt prioritetspapir for Danmarks indsats mod pirateri og anden maritim kriminalitet i perioden 2019-2022. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- På trods af en nedgang i de senere år udgør pirateri og anden maritim kriminalitet stadig en trussel mod den globale skibstrafik. Den danske maritime sektor er verdens sjette største målt på opereret tonnage. Regeringen prioriterer derfor et fortsat stærkt dansk aftryk i den internationale bekæmpelse af pirateri og anden maritim kriminalitet, skriver Udenrigsministeriet.

Indsatsen skal afløse den nuværende strategi mod pirateri, som blev søsat i 2015 og udløber ved årsskiftet.

Læs også: Regeringen på vej med strategi mod pirateri

Prioritetspapiret sætter fokus på en stærk danske indsats omkring Afrikas Horn og lægger samtidig bl.a. op til et nyt stabiliseringsprogram for den vestafrikanske Guineabugt, hvor 40 pct. af alle piratangreb finder sted.

Læs prioritetspapiret her

- Danmark er en maritim stormagt. Derfor er sikkerhed for skibstransport også en kerneprioritet for regeringen. Sammen med vores internationale partnere har vi presset pirateriet til det laveste niveau i to årtier. Det er resultatet af en fokuseret dansk indsats. Men der er stadig udfordringer. Det gælder ikke mindst i Guineabugten, hvor en stor del af handlen transporteres på danske skibe, og hvor danske virksomheder foretager milliardinvesteringer i lokale havneanlæg. Derfor vil vi blandt andet lancere et nyt stabiliseringsprogram for Guineabugten. Til gavn for danske rederier og søfolk - og regionen selv, udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Søfolk skal være trygge

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) supplerer:

- Det er afgørende, at danske skibe og sømænd kan være trygge til søs. Derfor har vi en stærk interesse i at mindske truslen fra pirateri og anden kriminalitet til havs. Vi skal beskytte retten til fri sejlads og støtte den maritime sikkerhed i de dele af verden, hvor danske skibe sejler. Med det nye papir sætter vi en klar ramme for den danske indsats i de kommende år.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) understreger, at det er afgørende, at danske søfolk og skibe skal kunne sejle i verdens farvande uden frygt for deres fysiske sikkerhed eller frihed, og at verdens handelsruter beskyttes.

- Som en stor søfartsnation har vi et særligt ansvar for at skabe sikre forhold, så skibene kan sejle, og de søfarende uantastet kan udføre deres arbejde på verdens have, og med det nye prioritetspapir vil regeringen fortsat aktivt bidrage til denne indsats, siger Rasmus Jarlov.

Fleksibel værktøjskasse

Hos Danske Rederier kvitterer man for regeringens udspil:

- Vi er meget tilfredse med, at Danmark som verdens sjette største søfartsnation, viderefører en række vigtige strategiske tiltag mod pirateri og maritim kriminalitet. Det er en hel rigtig prioritering primært at lægge fokus på Vestafrika – særligt Nigeria, hvor vi på det seneste har set en række særdeles bekymrende hændelser med kidnapninger af besætningsmedlemmer. Samtidig vender man ikke det blinde øje til Østafrika, hvor situationen fortsat er skrøbelig, siger Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier.

- Der er her tale om en fleksibel værktøjskasse, som tager højde for hvor hurtigt situationen kan ændre sig i løbet af fire år. Det er en styrke ved prioritetspapiret og vi og vores medlemmer ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med myndighederne i årene, der kommer, tilføjer hun.

Læs også: Rederier: Sæt ind mod pirateri i Vestafrika


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141