23948sdkhjf

Camps giver kendskab til den maritime industri

Virksomheder, erhvervsskoler og elever samarbejder om at styrke den faglige stolthed, når der i den kommende tid afholdes tre ’innovation camps’
Den første er allerede afholdt, og i de kommende måneder afholdes der yderligere to innovation camps for unge, der er i gang med et hovedforløb på en teknisk erhvervsuddannelse. Her prøver eleverne at arbejde sammen på tværs af fag med udfordringer, der er udviklet af de deltagende, lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner samt organisationerne bag, brancheorganisationen Danske Maritime og Nationalt Center for Erhvervspædagogik, NCE.

- På innovation camps’ene får eleverne mulighed for at blive udfordret på højt fagligt plan og samarbejde på tværs af flere tekniske uddannelser. Det sker med praksisnære udfordringer, som har deres udspring i det lokale erhvervslivs dagligdag. Det er alt sammen med til at knytte erhvervsliv og skoler tættere sammen og højne den faglige stolthed hos både elever og lærere på erhvervsuddannelserne, siger Cecilie Lykkegaard, underdirektør hos Danske Maritime.

Opbakning fra erhvervslivet
Tilslutningen fra erhvervslivet tæller blandt andet virksomhederne Automation Lab, FAYARD, Inrotech, Karstensens Skibsværft, MAN Energy Solution, Norisol, Orskov Yard, Alfa Laval, Assens Shipyard og VMS Group.

- Som maritim virksomhed er det vigtigt for os at tage aktiv del i at sikre fremtidens dygtige faglærte. Ved at bidrage til innovationscampen vil vi som virksomhed gerne være med til at vise, at fremtidens faglærtes succes ikke mindst bunder i evnen til at samarbejde på tværs af fag og at være innovative, siger Diddan Rahn Karstensen fra Karstensens Skibsværft.

Erhvervsskoleeleverne får med camps'ene et nærmere branchekendskab fra fagfolk og virksomheder i den maritime industri. Et vigtigt element er desuden, at de styrker sine netværk ud i de lokale virksomheder og på tværs af fagområder og skoler.

Den første camp løb af stablen 19.-21. november i Nordjylland på EUC Nord, hvor også TECH College Aalborg deltog. Den næste vil finde sted på Fyn og afholdes på Svendborg Erhvervsskole med deltagelse af Syddansk Erhvervsskole og den tredje vil blive afholdt på ZBC i Slagelse. ES Nord med bådebyggeruddannelsen er desuden med i samarbejdet om alle tre camps. Projektet er støttet af Nordea-fonden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094