Det er til at få kvalme over - på rejse i søsygens historie
Kampen mod søsyge er næsten lige så gammel som skibsfarten selv - Thorbjørn Thaarup fra M/S Museet for Søfart gennemgår her nogle af de fantasifulde midler mod den søbaserede kvalme, som er blevet afprøvet gennem tiden
Sådan beskrev skuespilleren Christian Zangenberg et møde med søsygen under sin rejse over Atlanterhavet i 1907. Zangenberg var om bord på Skandinavien-Amerika Liniens amerikadamper ’United States’. Her tilbragte han 14 dage til søs under luksuriøse forhold med god mad, belevne samtalepartnere og kønne, humørfyldte damer. Men rejsen foregik i den dybeste vinter, og damperen måtte i dagevis kæmpe mod vinden, mens stævnen huggede op og ned i de høje bølger. Søsygen rakte ud efter Zangenberg, men mens andre sank hen i apati eller desperat forsøgte at spise, så de i det mindste havde noget at kaste op, klarede skuespilleren sig med gode miner til halvkvalmt spil og med bordets glæder som medicin.
Zangenberg var passager og ikke vant til at sejle, men garvede søfolk rammes også af søsyge. I al den tid mennesket har færdedes på havet, har søsygen været søfartens gustne følgesvend. Uforklarlig og ubehagelig gennem århundrederne. Forfærdelig at kende, men sjov at høre om.
Søsygen skal jo have en årsag
Admiraler, matroser, læger, passagerer, kvaksalvere, ingeniører og forretningsfolk har forsøgt at forstå søsygens årsag og væsen. En verden af gode råd og snedige opfindelser er fulgt i kølvandet på de skiftende forklaringer på, hvad søsygen skyldes.
Omkring år 100 e.v.t. skrev filosoffen Plutarch om årsagerne til søsyge. Han anså den for at være resultatet af angst blandet med havets dårlige og fremmedartede duft. Plutarchs teori fandt midt i 1800-tallet støtte hos den franske læge Dr. Semanas, der mente, at den atmosfæriske luft blev blandet med havets gift, der piskedes op af bølgerne. Derfor skulle man ifølge Dr. Semanas undgå havluften og holde sig inde i sin kahyt. I dag anbefaler vi det modsatte.
I 1866 satte bandagisten Charbonnier et specielt antisøsygekorset til salg i sin butik i Paris. Formålet med korsettet var at holde de indre organer på plads i selv den værste søgang. Charbonnier troede, at det var indvoldenes bevægelser, der skabte kvalmen. Han forestillede sig, at hvis man kunne forhindre, at tarmene rutsjede rundt mellem hinanden, og hvis man kunne holde mavesækken i ro, så kunne kvalmen undgås.
I samme periode designede englænderen John Chapman en blød dunk med to rør og et hulrum i midten. Dunken skulle placeres på rygsøjlen med de væskefyldte sider på hver sin side. Væsken skulle være iskold og dæmpe kvalmen ved at køle rygsøjlen ned.
Der er penge i kvalmen
Det er ikke tilfældigt, at netop 1800-tallets sidste halvdel byder på stor opfindsomhed i kampen mod søsygen. Dampmaskinens indtog i søfarten og bragte nemlig mange mennesker, der normalt ikke sejlede, vidt omkring. Amerika åbnede sig for masseindvandring, og det britiske imperium blev globalt. Flere og flere mennesker blev transporteret over havet - og mange af dem blev søsyge. Det var der penge i.
Blandt de mest spektakulære forsøg på at mindske skibets bevægelser for de ombordværende var den engelske industrimagnat og opfinder Henry Bessemers forsøg med stabile saloner. Hjemme i sin have konstruerede Bessemer en prototype. Den bestod af en salon monteret i en ramme og styret ved hjælp af et håndtag. En dampmaskine satte rammen i bevægelse, hvorved salonen begyndte at bevæge sig. Men så snart en styrmand greb fat i håndtaget, der styrede salonen, kom den atter i ro trods rammens voldsomme bevægelser. Styrmanden behøvede blot at holde øje med vaterpasset og holde salonen vandret, hvilket viste sig at være ganske nemt. Så snart han slap sit greb i håndtaget, gik salonen i voldsomme svingninger, og de 12-14 testpassagerer væltede rundt under råb og skrig som i et steampunk drømmesyn.
Opmuntret af forsøgene fik Bessemer med hjælp fra en gruppe investorer bygget en hjuldamper. Desværre sejlede skibet ind i kajen ved sit første besøg i Calais, hvorved der skete en del skade. Da det kort tid efter skete igen under en sejlads, mistede investorerne troen på projektet. Men idéen var måske ikke så dårlig. I nyere tid foretages der eksperimenter med gyrostabiliserede senge.
Hvad udad tabes skal indad vindes
Der er gennem tiden brugt en lang række medikamenter mod søsygen. I vore dage anbefaler man især antihistaminer og ingefær. I middelalderen derimod foreslog visse læger havvand som kur. De forestillede sig, at Herren som bragte ubehaget over de søfarende, også ville stille en kur til rådighed i umiddelbar nærhed af den lidende. Men havvand smager skidt, og det var derfor almindeligt at blande vandet op med vin.
I 1877 anbefalede chefen for den franske flåde champagne som middel mod kvalmen, og hvis man som halvsløj passager ikke syntes, at champagnens forfriskende bobler alene var nok, kunne man søge råd hos en anden fransk læge, kirurgen François-Simon Sirus-Pirondi, der havde en endnu mere livlig anbefaling til dem, der led søsygens kvaler. Han anbefalede simpelthen at blande champagnen med frisklavet kokain. Man kan nok forestille sig, at patienterne blev friskere ovenpå sådan en cocktail - i hvert fald i et stykke tid.
Thorbjørn Thaarup er museumsinspektør ved M/S Museet for Søfart
I bogen Storm! (M/S Museet for Søfart, red. Morten Tinning) kan man læse meget mere om søgang og søsyge gennem tiden
