23948sdkhjf

Tobias fandt sin passion ved en drejebænk

Tobias på 18 år er halvvejs igennem sin uddannelse som industritekniker, der blander HTX og en erhvervsuddannelse. Han troede, han skulle være bilmekaniker, men fandt sin passion ved en drejebænk. Nu er Tobias lærling hos Marine Shaft i Hirtshals
Da Tobias Gram Thorhauge gik i folkeskolen, var han godt klar over, at han ikke ville tage en lang, boglig videregående uddannelse.

- Jeg havde ikke lyst til at læse videre, men læreren sagde, at jeg jo havde evnerne, og så dukkede den her EUX op som en blanding af gymnasium og erhvervsuddannelse, fortæller Tobias Gram Thorhauge.

Han er på andet år af sin fire et halvt år lange uddannelse som industritekniker. Hvert år tilbringer han 20 uger på skole og resten af tiden i praktik som lærling. De 20 uger er fordelt med 10 uger på HTX-gymnasiet og 10 uger på erhvervsuddannelsen. Som praktiksted har han fået plads hos Marine Shaft i Hirtshals.

- Jeg havde jo hele tiden en ide om, at jeg skulle være bilmekaniker. Men da jeg i introforløbet på EUX, hvor vi bliver introduceret for forskellige fag, kom til at stå ved en drejebænk og prøve at dreje, vidste jeg, at det her ville jeg bare, det virkede bare så spændende og fangede straks min interesse, fortæller Tobias.

Lugter af fiisk og af pææng
Tobias er født og opvokset i Hirtshals. Han er færdedes på havnen, siden han var dreng. Hans morfar havde sit eget maskinværksted i Skagen, og hans far arbejdede på havnen i Hirtshals, inden han blev pædagog, ligesom Tobias’ mor er det. Tobias har selv haft fritidsjob på havnen med at flå rødspætter. Alligevel var det ikke i første omgang Det Blå Danmark, som trak i ham som karrieremulighed.

- Jamen, nu hvor jeg er i den maritime industri, som Marine Shaft er en del af, kan jeg jo godt mærke, at ’det lugter af fiisk og af pææng’, så det er fint nok, som han siger med ekstra dreven nordjysk accent.

Skæve aksler og rorstammer
Marine Shaft fylder meget i Hirtshals. Virksomheden startede i det små i 2004 med et par medarbejdere, i dag er der over 80 ansatte.

Virksomheden er specialiseret i at oprette skæve aksler og rorstammer for skibe i hele verden. Det sker med koldpresning i enorme og stærke hydrauliske trykpresser.

Hvis et skib har fået bukket sin skrueaksel eller rorstamme, måske efter at have fået noget i skruen, er det væsentligt billigere og meget hurtigere at få repareret den gamle end at købe en ny. Med det forretningskoncept har Marine Shaft bygget sin forretning.

Opgaver af mester
Når Tobias og hans kolleger arbejder med en rorstamme, er der ikke plads til fejltagelser. Der er jo kun dette ene produkt, man kan ikke bare smide en ny i drejebænken, så det er ikke alt, nye lærlinge får lov til.

- I starten skulle jeg, om ikke bare se på, så i hvert fald mere hjælpe til og få overblikket. Nu, efter et år som lærling, får jeg udstukket selvstændige opgaver af mester, som for eksempel at lave en rustfri foring eller lejepasninger, og den måde at arbejde på kan jeg virkeligt godt lide, fortæller Tobias.

Der er omkring 30 kolleger på værkstedet. Han møder kl. 7 om morgenen og har fri kl. 15, om fredagen 14.30. Foruden ham selv er der en lærling på værkstedet, som er to år længere fremme i sin uddannelse, ellers er det kolleger i alle aldre.

- Ja, vi laver da en del fis og ballade, man der bliver aldrig gået over grænsen, siger Tobias, der forespurgt om, hvad han synes er bedst og værst siger:

- At gøre rent er ikke det mest interessante, men ellers synes jeg, at det meste er spændende og lærerigt.

Det var ikke tilfældigt, at det blev Marine Shaft, han søgte praktikplads hos.

- På det tidspunkt vidste jeg jo, at jeg ville i denne retning, og så fylder Marine Shaft rigtig meget på havnen i Hirtshals, næsten lige så meget som Color Line, siger Tobias.

Han fik en fireårig læreplads, så han skal ikke skifte praktiksted undervejs, og det er han glad for.

- Jeg tror ikke, jeg kunne få en bedre læreplads. Jeg er vild med at være her, det er spændende at stå ved en drejebænk og se tingene tage form. Der er meget nyt at lære, og der er dygtige folk omkring mig, siger Tobias.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095