23948sdkhjf

Her rammer finanslovsforslaget Det Blå Danmark

Færre midler til Søfartsstyrelsen og flere midler til at få kvinder til at søge ind på de maritime uddannelser. Det er blandt de blå tiltag i regeringens udspil til den kommende finanslov.

Torsdag fremlagde finansminister Kristian Jensen regeringens udspil til den kommende finanslov. Forslaget byder på flere initiativer, der berører den maritime sektor.

Blandt andet vil regeringen styrke den internationale rekruttering, så Danmark kan tiltrække veluddannet international arbejdskraft og imødegå presset fra en stigende efterspørgsel. En situation, som både erhvervsliv og økonomiske modeller forudser vil indtræde.

Den prioritering vækker glæde blandt rederierne, oplyser Danske Rederier i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt, at Danmark har adgang til kvalificeret arbejdskraft, så vi fremadrettet kan sikre attraktive vækstrater i samfundet. Allerede nu ser vi mangel på arbejdskraft i Det Blå Danmark, hvorfor det er glædeligt, at regeringen i finanslovsforslaget har fokus på at styrke den internationale rekruttering, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Regeringens forslag vil indeholde en række konkrete tiltag, der forventes fremlagt i et senere udspil.

Flere kvinder

Inden for uddannelsesområdet afsættes der en pulje på én mio. kr. over de næste to år til at styrke optaget på de maritime uddannelser af især kvinder. Forslaget kommer efter ønske fra Danske Rederier.

- Vi glæder os over den hjælpende hånd, da optaget af kvinder på de maritime uddannelser ikke har den størrelse, vi kunne ønske. Samtidig støtter initiativet op om vores egen rekrutteringskampagne World Careers, der allerede har fokus på karrieremuligheder inden for Det Blå Danmark, siger adm. direktør Anne H. Steffensen.

Foruden puljen øremærket til de maritime uddannelser melder regeringen også om en pulje til at sikre bedre uddannelser og et robust arbejdsmarked ved at styrke erhvervsuddannelser, universiteter samt følge op på Disruptionrådets arbejde.

Her har regeringen afsat en reserve på 600 mio. kr., der gælder for perioden 2019 til 2022.

Søfartsstyrelsen på slankekur

Af øvrige maritime tiltag i finansloven kan nævnes:

  • Budgettet til Søfartsstyrelsen mindskes. Søfartsstyrelses budget mindskes med 19,6 mio. kroner ift. 2018 og forventes i de kommende år gradvist at falde fra nuværende niveau på 300,5 mio. kr. til 280,9 mio. kr. i 2022. Det er en videreførelse af tidligere beslutninger.
  • Oprensning af danske havne og sejlløb. Regeringen vil prioritere oprensning mv. i og ved Esbjerg Havn samt i øvrige indsejlinger, bassiner og sejlløb med statslige forpligtelser, herunder Lynæs Renden. Desuden styrkes opmålingsindsatsen i de statslige indsejlinger, sejlløb og bassiner. Der afsættes 19 mio. kroner i 2019 og 18 mio. kr. årligt i perioden 2020-2022. 
  • Udvikling af et standardkoncept for færger til ø-sejlads. Regeringen ønsker at gøre det lettere at drive virksomhed i hele Danmark – ikke mindst for de mindre virksomheder.
  • Motorstation Marstal. Der afsættes 0,5 mio. kr. årligt i 2019-2022 til fonden bag Motorfabrikken Marstal til etablering af et maritimt iværksætterhus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094