Knud I. Larsen lukkede med en gæld på knap 1 mia. kr.
TILBAGEBLIK: I anden del om historien om rederiet Knud I. Larsen beretter Niels Storinggaard, hvordan han arbejdede som befragter på rederiets mange tankskibe - og om hvordan det var at arbejde sammen med den karismatiske skibsreder Hr. Larsen
I sidste uge beskrev jeg, hvordan rederiet blev etableret, og hvordan rederiet satsede på coastere og containerfeedere.
Men rederiet havde også store aktiviteter indenfor tankskibe, hvilket vi her skal bruge lidt plads på i dag.
Japanske tankere
Knud I. Larsen startede i tankfart med at eje tre japansk byggede tankskibe på 3.700-6.000 tdw.
Selv var jeg befragter for skibene i 1984, og beskæftigede dem i lokalfart i Vestafrika.
Mobil Oil var med et raffinaderi i Abidjan på Elfenbenkysten hovedleverandør af benzin, gasolie og jetfuel til de vestafrikanske lande.
Da langtidsplanlægning ikke var disse landes spidskompetence, opstod der ofte panik, når et land som f.eks. Cameron engang var ved at løbe tør for benzin.
Når vi ikke havde beskæftigelse til et skib, lagde vi det som regel for anker uden for Mobil’s rafinaderi, og i sådan en paniksituation, kunne der normalt opnås en fragt, som lå betydeligt over markedsniveauet.
Olie og melasse
Da jeg i 1995 startede min anden periode i rederiets tankafdeling, bestod flåden af 13 japansk byggede tankskibe 6.700 tdw. Det var lidt spartanske skibe, og vi kaldte dem ’Toyotaerne’. Skibene sejlede aldrig med traditionelle olieprodukter, men blev udelukkende beskæftiget med transport af vegetabilsk olie, palmeolie, melasse, UAN (flydende gødning), ethanol og lette kemikalier.
En vigtig fart var sejlads med soyabønne-olie fra Argentina og New Orleans til Algeriet, hvor import-kajen i Algier havn havde en længde-restriktion på 120 meter.
Dette gjorde at kun mindre skibe kunne bruges i denne trafik, hvilket var til rederiets fordel.
Engang havde vi ’Kilchem Bothnia’ på 7.000 tdw udlosset en fredag aften i Sydney, Australien med vegetabilsk olie fra Argentina.
Der var ingen givtige laster at finde i Fjerne Østen, så vi sendte skibet 32 dage i ballast via Panama Kanalen til New Orleans for at laste soyabeanoil til Algeriet. Kaptajnen må have rystet på hovedet over dem hjemme på kontoret.
Sidste tankskibe
I 1993/94 blev ’Anne Sif’, Nathalie Sif’ og ’Malene Sif’ på 9.000 tdw leveret fra Korea.
De sidste tankskibe som blev leveret til rederiet inden konkursen, blev ’Kilchem America’ og ’Kilchem Asia’ på 14.000 tdw, som blev leveret fra Kina i 1999 med en længde på 120 meter for at møde restriktionen i Algier Havn.
Dette gav en dybgang på 9,50 meter, hvilket er meget for en 14.000 tonner.
Skibene blev senere solgt til Brostrøm.
Kom vidt omkring
Rederiets tankskibe kom vidt omkring, og var i meget varieret fart. Blandt andet sejlede vi med slackwax (paraffin) fra Puerto Rico til Hamburg. Denne last skal opvarmes til 70 grader celsius, så når skibet ankom til Hamburg om vinteren, var der ikke meget sne på det varme dæk.
Produktet blev brugt til fremstilling af stearinlys, hvor IKEA var hovedmodtager.
I 1997 var høsten af vin slået fejl i Spanien, hvilket resulterede i at ’Malene Sif’ fik fire rejser med rødvin fra Buenos Aires til Spanien. Det blev hårdt stof for skibets tanke, hvor garvesyre fra rødvinen åd sig ind i tankenes epoxy coating.
I en anden forretning, fik søsterskibet ’Nathalie Sif’ til opgave at forsyne de små samfund i Arktisk Canada med benzin og flybenzin, som vi lastede fra en Mærsk tanker langs kaj i Nuuk, Grønland. Vi var også aktive i sejlads med melasse, som kan være problematisk, idet dette produkt kan være klæbrigt især fra områder som Fiji, Queensland og Columbia. Melasse er et overskudsprodukt fra sukkerrør, som bruges til kreaturfoder. Det kræver den rigtige type pumper, for ellers kan det være vanskeligt at losse især i koldt vejr.
Den gamle skibsreder
I Tankafdelingen havde jeg den fornøjelse at sidde ved siden af skibsreder Knud I. Larsen indtil dennes bortgang i 1997 i en alder af 80 år.
Vi var fælles om befragtning af rederiets flåde af 23 tankskibe, hvilket gav mange interessante oplevelser. Herr Larsen (man var De’s med Knud I. Larsen) var en meget karismatisk person, og som ikke var kedelig at arbejde sammen med. Skibsmæglere kunne have en vis frygt for at ringe til herr Larsen, idet han som en del af sit image kunne virke lidt hård. Hvis en skibsmægler f.eks. ringede og spurgte ’hvordan har De det herr Larsen?’ kunne han finde på at svare ’hvad i alverden vedkommer det Dem’. Det var dog med et glimt i øjet, for herr Larsen var bestemt ikke uden humor.
Rederiet lukker
50 år efter at første skib blev leveret, og 4 år efter Knud I. Larsens bortgang, lukkede rederiet i 2001 med en gæld på nær en milliard kroner.
De to største kreditorer Danmark Skibskreditfond og Unibank solgte tank og gastankskibene til Tschudi & Eitzen. Attraktive lånevilkår fra Danmarks Skibskreditfond skulle vise sig ikke at kunne retfærdiggøre en høj kontraheringssum for nogle af container-feeder skibene fra Ørskov. Efter udløb af en grace periode på 4 år, blev skibenes finansieringsomkostninger for stor en byrde for rederiet, som ellers gennem årene har været professionelt drevet af stifteren.
