23948sdkhjf

Ny overenskomst for navigatører på plads

Søfartens Ledere har indgået en ny overenskomst med Rederiforeningen af 2010. Aftalen er treårig og giver en stigning på løn og pension på 4,6 %.

En ny overenskomst for perioden 2017-2020 er faldet på plads mellem Rederiforeningen af 2010 og Søfartens Ledere.

Overenskomsten indebærer en stigning på løn og pension på 4,6 pct., og med alle elementer medregnet er den økonomiske omkostningsramme 5,2 pct.

Forhandlingerne har været gode og konstruktive, men har også trukket ud, oplyser Søfartens Ledere i en pressemeddelelse. Det skyldes både forhandlinger på andre områder, men særligt, at de tre ”hovedoverenskomster” –  basisoverenskomsten, bugseroverenskomsten og specialoverenskomsten – er forhandlet sammen til én overenskomst.

Samtidig er overenskomsten udvidet til også at dække Crew Transfer Vessels (CTV’er) og alle tankskibe uanset tonnagestørrelse.

- Den aftalte stigning på 4,6 pct. er udtryk for, at rederierne fortsat er presset på raterne og af den internationale konkurrence. Da det har taget tid at forhandle, har vi sammen med RF 2010 aftalt, at stigningerne gives fremadrettet med 2,3 pct. pr. 1. april 2018 og 2,3 pct. pr. 1. april 2019, skriver Søfartens Ledere.

Alle får lønforhøjelse

Søfartens Lederes overenskomst med RF 2010 har i mange år haft karakter af en slags minimallønsaftale, idet mange har haft en højere løn end overenskomsten. Det har i nogle situationer betydet, at rederier ikke har ladet ansatte stige i løn ved overenskomstfornyelse, med henvisning til, at lønnen allerede var højere.

I den nye overenskomst er det aftalt, at den del af løn og pension, der overstiger overenskomsten, er at betragte som et individuelt forhandlet tillæg. Det betyder, at navigatøren skal have en stigning i sin overenskomstløn, når denne stiger. Ønsker rederiet at undgå en stigning, kan det kun ske ved en genforhandling af det individuelle tillæg.

Kæmper videre for pension

Et tilbagevendende omdrejningspunkt i forhandlingerne har ifølge Søfartens Ledere været pensionsordningerne. Aftalen hedder 11 pct. i alt, med ni pct. fra arbejdsgiver og to pct. fra medarbejderen, der beregnes af enten nettolønnen eller af en pensionsgivende hyre, som ligger under nettolønnen.

Aftalene er, at i de rederier, hvor der i dag er en pensionsordning som en funktion af lønnen, skal dette fortsat være gældende. Dette vil især være gældende for skibe, der følger hyrebilaget for specialskibe.

Søfartens Ledere har dog længe ment, at det er forkert at have og indbetale til bruttopensionsordninger, hvor der betales skat af udbetalingerne.

- Vi mener, at dette yderligere er bestyrket af DIS-dommene afsagt i Højesteret i 2016. Desværre har der ikke været vilje til at ændre dette fra RF 2010’s side. Vi vil dog fortsætte arbejdet og tage konkrete initiativer til at få etableret såkaldte § 53A-pensionsordninger snarest muligt.

Parterne er desuden blevet enige om at gå bort fra tjenestetidssystemet, hvor der kun skulle holdes øje med arbejdsdage. Det sker til fordel for et normalt system med optjening og afvikling af fridøgn.

Den nye overenskomst dækker alle skibe og skibstyper i rederier indmeldt i RF 2010.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094