23948sdkhjf

Maersk Drilling og Supply Service sammen om nyt nedtagningsselskab

Mærsk-koncernens to tilbageværende olieselskaber, Maersk Drilling og Maersk Supply Service, går nu sammen om et nyt selskab til dekommissionering.

Et nyt Mærsk-selskab er i støbeskeen, når Maersk Drilling og Maersk Supply Service går sammen i et joint venture, der skal tilbyde dekommissionering af udtjente offshorefaciliteter.

Det nye selskab, som forventes at få et selvstændigt brand i løbet af de kommende måneder, vil blive delt ligeligt imellem Maersk Drilling og Maersk Supply Service med en samlet investering på omtrent 20 mio. dollar (120 mio. kroner) til at dække de første års drift.

Nedtagningsselskabet vil få adgang til materiel fra de to moderselskaber på normale kommercielle vilkår, og det vil få til huse i Lyngby, hvor de to olierelaterede Maersk-selskaber i forvejen holder til.

- Med et stigende behov for dekommissionering af udtjente felter er regeringer samt olie- og gasselskaber på udkig efter erfarne partnere til at håndtere den krævende opgave, siger Maersk Drillings CEO Jørn Madsen i en pressemeddelelse.

Både Maersk Drilling og Maersk Supply Service har allerede erfaring med dekommissioneringsopgaver. Forventningen er, at de to selskaber ved at slå pjalterne sammen fra start vil kunne tage sig af 80 pct. af de opgaver, der er forbundet med at fjerne et udtjent oliefelt. På længere sigt skal det nye selskab tilbyde den fulde start-til-slut-proces forbundet med dekommissionering.

- Ved at kombinere vores maritime kendskab og erfaringer fra nylige dekommissioneringsopgaver kan vi tilbyde olie- og gasoperatører en samlet løsning med ét kontaktpunkt til hoveddelen af arbejdet med dekommissionering, siger Steen S. Karstensen, CEO i Maersk Supply Service.

Maerks Drilling oplyser, at der alene i Nordsøen er mere end 400 oliefelter, der står til at lukke produktionen frem mod 2026. Arbejdet har en skønnet værdi på 56 mia. dollar (337 mia. kroner)

Direktion er på plads

Joint venturets nye direktion er også på plads. CEO i det nye selskab bliver Lars Banke, der tiltræder i juni 2018 fra en stilling i Total. Han har siden 2001 været rundt i flere Maersk-selskaber, senest som site manager på opførelsen af Ailsa-FSO’en i Singapore under Culzean-projektet.

Jens Klit Thomsen startede allerede 1. april som CCO i det nye joint venture. Han kommer fra en position som chef for udvikling af dekommisioneringsforretningen hos Maersk Supply Service, imens det nye selskabs CTO er fundet uden for Maersk-koncernen.

Det drejer sig om Carsten Sander Jacobsen, der indtil 1. maj har en ledende post hos Ineos Danmark, hvor han er ansvarlig for blandt andet dekommissioneringsaktiviteter.

Maersk oplyser, at etableringen af det nye joint venture ikke vil få betydning for det fortsatte arbejde med at finde en ny struktur for ejerskabet af Maersk Drilling og Maersk Supply Service.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157