23948sdkhjf

Sådan voksede Danmarks havne ud af byerne

Danmarks havne blev født som simple flodhavne eller skibsbroer, der gik vinkelret ud i vandet - Med Lübeck som forebillede begyndte de danske byer dog gradvist at bygge mure mellem byen og havnen, som dermed blev adskilte enheder
1600-tallets købstæder dominerede indenrigshandlen, men de opnåede deres stadig stærkere position på baggrund af politiske og strategiske magtkampe, snarere end gennem overlegen infrastruktur. Og købstæderne var selv pressede af Københavns tiltagende dominans.

Når man ser på billeder af datidens købstæder er det tydeligt, at det var sparsomt med havnefaciliteter.

I Danmark bestod renæssancens havne typisk af skibsbroer, der gik vinkelret ud i vandet.

Sænkekasser med sten
Skibsbroerne var ofte solidt konstrueret af sænkekasser fyldt med sten. De fungerede som massive bropiller, hvorpå man lagde solide planker, som kunne bære større hestevogne. Den slags skibsbroer var meget almindelige, og de ses på mange prospekter over danske provinsbyer, hvor de blev suppleret af strækninger med befæstede bolværker. Mange af de danske havne var grundlagt som åhavne tæt på havet, men med tiden blev skibene større, og det blev et tungere arbejde at holde åerne sejlbare. Det var tilfældet i flere byer som Aalborg, Aarhus, Køge og Kolding. Herefter byggede man skibsbroer ude på kysten. Således udviklede de danske byer sig på samme måde som italienske Ostia og Portus mange århundreder tidligere.

Hjælp fra robåde
Det ses også på byprospekterne, at større fartøjer mange steder måtte ankre op på reden og lade mindre robåde og pramme sørge for transporten af varerne det sidste stykke ind mod købmandsgårdene og torvehandlen.

Hvor romerne i Portus havde bygget moler og bølgebrydere, var skibene ved de fleste danske købstæder kun beskyttet af naturens egne fjorde og vige. De var fortsat mere harbour end port.

Mens havnen var byens ansigt mod fremmede verdener og andre landsdele, var byens daglige liv centreret omkring torve og gader, der typisk lå et stykke fra havnen. Her kom stadeholderne til på torvedagene, her havde butikkerne til huse, her lå domhuset, rådhuset og kirken. Havnen og skibsbroen vendte udad, men selvom varer og mennesker kom til udefra, vendte byens sociale, religiøse og officielle liv indad.

Adskilt fra byen
Mange steder var middelalderens og renæssancens havn fysisk adskilt fra resten af byen med bymure. Det gjorde sig især gældende i de byer, hvor havnen lå helt ud til havet. Før, hvor havnen lå i byens bløde indre langs en å eller flod, var forsvaret af den en integreret del af byens forsvar mod fjender. Bymurene strakte sig hele vejen rundt om byen og havnen. Da havnene flyttede ud på selve kysten og strakte sig langs den, rykkede de også ud på den ydre side af byens forsvar.

Havnene, der ikke var meget andet end skibsbroer, havde ingen beskyttende moler, og det var umådelig dyrt at konstruere en ny, befæstet havn. Den oplagte løsning var derfor simpelthen at lade havnen ligge uden for byens mure. Også i byer, hvor man ikke oprindelig havde haft en flodhavn, valgte man denne løsning, der fysisk adskilte byen fra havnen. Det sås bl.a. i Helsingør. Havnen var nu en form for drabant, adskilt fra byen af en mur med en byport som symbolsk grænse mellem havets verden og byens indre liv.

Kraftige kogger
Den fysiske barriere mellem byens liv og skibenes anløbspladser betød ikke, at kysten lå stille hen. Men livet ude ved skibene var anderledes end livet inde i byen.

Lübeck var gunstigt placeret på en halvø mellem floderne Trave og Wakenitz i det nordlige Tyskland, tæt på Østersøen, og med adgang til Nordsøen og det kontinentale Europa via floderne. Her byggede man allerede i 1100-tallet, da Helsingør stadig var en lille færge- og fiskerflække, en mur mellem havnen og resten af byen. Datidens store skibe, de kraftige kogger, kunne sejle helt op til byen, og her kunne man omlade varerne til mindre fartøjer, der kunne bringe dem længere op ad floden. De arkæologiske spor fortæller, at der på området mellem bymuren og floden udspandt sig et varieret liv. Tabte nagler og brudstykker af planker antyder, at man har repareret skibe på stedet, og handlen har sat sit aftryk i form af et stort antal efterladte låg og staver fra tønder. Man har ikke fundet indholdet af tønderne, men det er nok ikke helt forkert at gætte på, at mange af dem har indeholdt saltede sild fra Skånemarkedet.

Middelalderens havn i Lübeck var ikke blot et sted, hvor man arbejdede og handlede. Mens deres skibe blev repareret, og mens havnearbejderne lastede og lossede, boede søfolkene i telte tæt ved deres skibe. Rester af ildsteder og køkkentøj viser, at der var husholdning og dagligliv, men vi ved, at der ikke var nogen egentlig bebyggelse. Søfolkene fik noget af fritiden til at gå med spil og musik, for blandt handlens og skibsbyggeriets rester er også fundet spillebrikker, fløjter og en enkelt mundharpe. Havnen var en speciel og anderledes del af byen. Et sted, der formodentlig - som senere tiders havne - har været tillokkende og måske lidt skræmmende for byens borgere. Et sted, hvor man kunne høre folk tale fremmede sprog og spille fremmedartet musik.

Ud af byen
Mens udbygningen af fæstningsanlæggene mange steder betød en øget adskillelse af søens og landjordens verdener, så var der også byer, hvor man placerede havet og havnen i centrum - og det i stor skala. Det gjaldt byer som Amsterdam og Venedig, hvor kanalerne fungerede som gader og bragte søfarten helt tæt på folks daglige liv. Det var storbyer, hvor havnen dominerede såvel fysisk som kulturelt. Mens Venedig i 1600-tallet mistede international betydning, blev Amsterdam et levende centrum for hele den nordeuropæiske handel med tråde ud i hele verden.

På datidens kort og malerier fornemmer man, at byen, som de fleste andre af datidens storbyer, lukkede sig af fra det omgivende land med mure, men at den bød søfarten helt indenfor, som den var blevet det i Venedig i de foregående århundreder, og som den skulle blive det i København med 1600-tallets investeringer i bl.a. Christianshavn og Holmen. I København byggede man endda bastioner hele vejen rundt om fremtidens flådehavn, før man byggede de holme, der siden blev flådens hovedkvarter.

København rykker
Havnen i København var meget større end alle andre havne i det danske rige. Kun Bergen havde tilsvarende store, befæstede kajer med bolværker. Især under Christian 4. blev København udbygget voldsomt, og udenrigshandlen og orlogsflåden blev koncentreret i hovedstaden. Som ved en enorm knibtangsmanøvre bredte byen sig rundt om - og ud i - sundet mellem Amager og Sjælland. Havet blev til havn, og København dominerede den danske søhandel gennem de næste århundreder. Det generelle billede op til midten af 1800-tallet var, at der i de mindre danske købstadshavne, hvilket var de fleste, hovedsagelig foregik udførsel af gods, mens man i København hovedsagelig importerede varer - fra hele Danmark og store dele af verden. Billedet ændrede sig med dampkraftens komme og effektiviseringen af det danske landbrug, der ledte til en stor indførsel af kul og gødning og medførte, at de fleste danske havne blev importhavne. Blandt undtagelserne var den nye by Esbjerg, der var domineret af eksporten af landbrugsprodukter til Storbritannien, og Rødvig, hvorfra man udskibede kalk, cement og flint fra Stevns.

M/S Museet for Søfart har netop udgivet bogen ’Havnen - hvor verden ender og begynder’. Dette er et uddrag af bogens indledende artikel, skrevet af museumsinspektør Thorbjørn Thaarup








Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125