23948sdkhjf

Hvem vil strikke julegaver til sømændene

Hotel Aalborg uddeler 300 julegaver til søens folk, men det er ikke længere hjemmelavede gaver

Selvom Hotel Aalborg i dag ikke længere fungerer som et klassisk sømandshjem, så har hotellet ikke sluppet sit tag i de tilrejsende søfolk, som kommer til byen. I løbet af december deler de 300 julegaver ud til alle de sømænd, der lægger til kaj i Aalborg Havn og skal fejre jul til søs. Det er en meget gammel juletradition, som stadig bringer stor glæde hos både søfolkene og Hotel Aalborg. 

Året igennem får alle skibe, som anløber Aalborg Havn, besøg af en velfærdsmedarbejder, der er ansat ved Hotel Aalborg. Hans opgave er at tage godt i mod sømændene, som ofte er ni måneder til havs ad gangen, og sørge for, at de føler sig velkomne. De savner familie og venner og sætter derfor stor pris på besøget, at se et nyt ansigt og en hyggelig snak over en kop kaffe. 

I løbet af december skruer Hotel Aalborg op for omsorgen for de tilrejsende sømænd og deler i samarbejde med Sømandsmissionen over 300 julegaver ud til sømændene. Det er en tradition, som har bestået i snart 100 år, og som fortsat er et stort hit hos både givere og modtagere. 

- I december tager vi ud og overrækker gaverne personligt til de mange sømænd, som skal holde jul på skibet, og det er de meget beærede over - tænk, at nogen i en fremmed havn har tænkt på dem. Men det er til lige så stor glæde for os, når vi ser dem blive så glade for en lille julegave. Det er et af årets absolutte højdepunkter, siger Bo Kikkenborg, hotelchef på Hotel Aalborg. 

Gaverne har traditionelt set bestået af hjemmestrikkede sokker og huer, som i løbet af året strikkes af sømandsfruer og -enker i en række sømandskredse rundt om i landet. Men i dag er der ikke mange kredse tilbage, så i stedet doneres gaverne af Hotel Aalborg, privatpersoner og forskellige virksomheder. Blandt andet bidrager velgørenhedsforeningen Charity i år med 60 gaver. 

Bo Kikkenborg kunne dog godt tænke sig, at gaverne igen kunne indeholde noget hjemmelavet. 

- Hvis der sidder nogen derude, som har mod på at strikke huer eller sokker til sømændene, skal man være mere end velkommen til at melde sig. Vi overvejer faktisk også, om vi skulle starte en strikkeklub på Hotel Aalborg til fordel for sømændene. Så kunne de strikkeglade komme her og hygge sig, mens der strikkes til et godt formål. Vi ville naturligvis lægge både lokaler og kaffe til, siger Bo Kikkenborg.

Hotel Aalborg er det gamle sømandshjem i nye klæder. Hotellet har de seneste år gennemgået en større renovering.

Hotel Aalborg drives af fonden Aalborg Sømandshjem, der er en erhvervsdrivende fond, hvis hovedformål er at yde støtte til humanitært og socialt velfærdsarbejde - specielt for søfolk og andre i det maritime miljø. Fonden har tilknytning til den danske folkekirke, og alle aktiviteter tager afsæt i kristne værdier. 

Hotellets overskud går ubeskåret til socialt velfærdsarbejde, primært Seaman Aalborg i tæt samarbejde med Aalborg Havn og Handelsflådens Velfærdsråd. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19