23948sdkhjf

Enke mistede mand på havet: Nu skal arbejdsgiver betale kæmpe erstatning

Byretten har dømt en nordjysk skibsreder til at betale erstatning til enken efter en fisker, der omkom i en arbejdsulykke om bord på rederens skib

971.520 kroner. Det har Retten i Hjørring dømt en skibsreder til at betale i erstatning til enken efter en 37-årig fisker. Fiskeren døde efter en arbejdsulykke om bord på rederens fiskefartøj i Skagerrak.

Det skriver Fagbladet 3F.

Byretten dømte rederen til at være erstatningsansvarlig, fordi arbejdet ikke var tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i forhold til lov om sikkerhed til søs og arbejdsmiljøloven. Det viser dommen, som Fagbladet 3F har set.

Men skibsrederen ankede dommen. Inden sagen skulle afgøres i landsretten, indgik parterne et forlig.

Den 37-årige enke Jolanta Masiliùniené oplyser til Fagbladet 3F, at hun fik udbetalt cirka 450.000 kroner efter forliget.

- Advokaten anbefalede mig at sige ja til forliget. Jeg er glad for, at jeg fik pengene, så jeg kunne blive boende i huset. Men jeg mistede min mand og blev alene. Jeg kunne ikke leve vores drøm ud med min mand, siger Jolanta Masiliùniené til Fagbladet 3F.

3F’er Robertas Masiliunas døde 27. november 2013 om bord på det danske fiskefartøj ’Signet’, der fiskede rejer i Skagerrak. Da dødsulykken skete, var den litauiske fisker ved at sætte fiskegrejerne på skibet ud til dagens andet slæb. Arbejdet foregik bagest på skibet ved en tromle med trawl. Fiskeren blev fanget i trawlet, mens trawltromlen kørte. Tromlen stoppede ikke, da betjeningshåndtaget blev sluppet, og Robertas Masiliunas endte på tromlen.

Senere på dagen blev han fundet på tromlen, da skibsrederen havde firet cirka 70 meter trawl ud. Det fremgår af Den Maritime Havarikommissions rapport om ulykken.

Den nordjyske skibsreder og fiskeskipper Tonny Espersen forklarede under retssagen, at han slet ikke kunne forstå, hvordan Robertas Masiliunas kunne komme til at sidde fast på tromlen. Og hvorfor trawlet med fiskeren var firet ind, når de havde været i gang med at fire det ud.

Han siger til Fagbladet 3F, at han er ked af ulykken, og at der ikke er ”noget værre end at miste en af sine folk”.

- Jeg synes, at dommen er dybt uretfærdig. Jeg kunne hverken have gjort fra eller til. Så skal jeg stå og kigge på folk hele tiden. Det er ikke fordi, jeg har noget imod at påtage mig mit ansvar. Men jeg kunne umuligt have gjort noget for at forhindre ulykken, siger den 64-årige skibsreder, der krævede frifindelse i retssagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125