Virksomheder på jagt efter maritime studerende
Selvom udgangspunktet var en lidt kold og grå november morgen i Frederikshavn, var der masser af lys og liv på Martec. Der var Erhvervsdag med en lang række store, mellemstore og mindre, virksomheder.
De deltog i Erhvervsdagen: Fjordline Novo Nordisk Rohde Nielsen A/S JKS A/S DESMI Wärtsila Hoyer Motors Danfoss Drives IGE-XAO Nordic Cubic Esvagt VMS Group Mærsk Line Green Instruments BWT Bravida Forsvaret Aalborg CSP Ballard Power Systems Europe Hytek A/S Migatronic Nord Elektro Alfa Laval OSM Copenhagen TORM BK Engineering Forsvaret Flådestation Frederikshavn pBang Serenergy |
- For os er Erhvervsdagen noget helt specielt fordi vi genser mange af de ”gamle” studerende – som nu står og præsenterer deres egen virksomhed og engagerer sig i uddannelsernes fortsatte udvikling – det gør os glade at se hvor godt de klarer sig. Men det primære formål med Erhvervsdagen er, at give vores studerende indblik i de mange karrieremuligheder, deres uddannelse giver adgang til. Samtidigt udbygger dagen relationen mellem industrien og Martec, og vi tager temperaturen på, om virksomhederne er tilfredse med det vores studerende kan, når de kommer ud på arbejdspladserne, siger Martecs direktør, Pia Ankerstjerne, i en pressemeddelelse.
- Vores studerende og elever er eftertragtede af industrien både på land og til søs – og det drøftes lige nu i branchen, hvordan vi får flere unge til at vælge en blå uddannelse. Jeg tror og håber, at dialogen på Erhvervsdagen også bidrager til at sætte en ambition og en fælles retning for rekrutteringsinitiativerne i de kommende år, tilføjer hun.
Projekt skal lokke de unge
En af de ”gamle” studerende som var til stede på dagen, var Jonas Jensen fra Green Instruments.
- Vores motivation for at deltage i dagen er, at tiltrække potentielle praktikanter. Det gør vi, fordi vi ofte oplever, at de kommer med nye indgangsvinkler, samt spændende nye idéer og metoder til at løse et givent projekt. Vi har helt specifikke projekter med, som vi håber, vi kan ”lokke” potentielle kandidater med, eller give de studerende inspiration til deres videre studieforløb, siger han.
Der var bred enighed blandt de deltagende virksomheder om, at de studerende viste et godt engagement, og når man spørger de studerende, tyder det på, at de er på bølgelængde med virksomhederne.