23948sdkhjf

3F: Danske søfolk dør – uden at ulykkerne efterforskes

Sømænd og fiskere kan dø i internationalt farvand, uden at arbejdsulykkerne bliver strafferetligt efterforsket

Danske skibe og fartøjer er underlagt dansk lov og danske arbejdsmiljøregler. Men bliver de sejlet ned i internationalt farvand af skibe fra andre lande, bliver den danske lovgivning skyllet overbord til fordel for internationale regler. Det skriver Fagbladet 3F.

En sag fra juli 2010, hvor fisker Teddy Bak Nielsen omkom til søs, viser med al tydelighed, at internationalt farvand er det rene vilde Vesten strafferetligt set.

Teddy Bak Nielsen omkom under en fisketur, hvor han - på sin lille, dansk indregistrerede fiskekutter "Inger Marie" - kolliderede med det over 3.000 tons tunge maltesiske fragtskib “Rig”, som havde en vagthavende styrmand fra Estland på broen.

Dødsulykken er aldrig blevet strafferetligt efterforsket, og ingen er blevet stillet til ansvar for den, skriver Fagbladet 3F.

Birgit Feldtmann er lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i strafferetlige forhold til søs og samspillet mellem international ret og national strafferet.

- Det er en meget alvorlig sag, hvor en dansk fisker dør. Jeg kan godt forstå, hvis det krænker de efterladte og andres retsfølelse, at der intet er sket, siger hun.

Ulykken, der kostede Teddy Bak Nielsen livet, skete i Kattegat uden for både Danmark og Sveriges territoriale farvande. 

Læs også: Søfartsstyrelsen møder kritik i Folketinget

- Når der sker en kollision i internationalt farvand, er det ifølge havretskonventionen kun flagstaten for det skib, som har påsejlet et andet skib, der kan føre en straffesag. Samt det land, hvor “gerningsmanden” er statsborger, siger hun. 

Det har hverken Malta eller Estland gjort, men fra dansk side burde man have presset på for, at det skete, mener Birgit Feldtmann. 

- Det er selvfølgelig muligt, at en efterforskning ville have vist, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale og føre en straffesag ved domstolene. Men så var sagen blevet ordentlig efterforsket, siger hun. 

Det er den internationalt anerkendte søretsjurist og professor ved SDU, Kristina Siig, enig i. 

- Den eneste mulighed, Danmark har i denne sag, er at lægge et diplomatisk pres på de andre flagstater, siger Kristina Siig. 

- Normalt betragter man danske skibe som et lille stykke sejlende Danmark. Også i juridisk forstand. Men selvom både offeret og kutteren her er dansk, bliver dansk lov i den konkrete sag overtrumfet af de internationale regler, siger hun og forklarer, at den danske straffelov har en bestemmelse, der giver mulighed for at strafforfølge udenlandske statsborgere efter en ulykke som denne. 

- Principielt er der en forventning om, at alle arbejdsulykker med dødelig udgang bliver ordentlig undersøgt, og at de ansvarlige stilles til ansvar. Og for de efterladte er det selvfølgelig utilfredsstillende, at deres far eller ægtefælle i denne sag ikke kommer hjem i live, og at ingen bliver stillet til ansvar for ulykken, forklarer hun. 

Læs også: Søfartsstyrelse om dødsulykker: Vi har ikke gjort det godt nok

Det fremgår af Fagbladet 3F’s aktindsigt, at Søfartsstyrelsen blandt andet har orienteret de maltesiske myndigheder om, at der ifølge Den Maritime Havarikommission var indikationer på manglende udkig fra den vagthavende styrmand på fragtskibet, manglende brug af radar til anti-kollision og overtrædelse af søvejsreglerne. 

- Der burde have kørt en straffesag, når en person er død, siger Lars G. Nielsen, men understreger dog, at Søfartsstyrelsen ikke har taget stilling til, hvem der har ansvar for ulykken. 

Malta har ikke svaret på Søfartsstyrelsens henvendelse, og Søfartsstyrelsen har ikke fulgt op på sagen over for de maltesiske myndigheder. 

Fagbladet 3F har spurgt Lars G. Nielsen, om han mener, at der fra dansk side er blevet presset nok på for at sikre en strafferetlig efterforskning. Det afviser han at svare på.

I stedet henviser han til, erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) onsdag 11. oktober er kaldt i samråd om dødsulykker til søs, hvor sagen ifølge Søfartsstyrelsen indgår.

Læs også: Minister i samråd om dødsulykker på skibe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097