23948sdkhjf

Danske rederier har nået bunden

Årelang krise er afløst af forsigtig optimisme om et fundamentalt og holdbart skift til det bedre i den internationale shipping-industri

Langt om længe lysner det for de stærkt plagede danske rederier, skriver Finans.

Overkapacitet, faldende fragtrater, underskud og dalende omsætning har været hverdag i årevis. Men nu sporer en ny undersøgelse blandt redericheferne i Danmark fremgang og en stærk tro på, at bunden er nået.

- Branchen har været plaget af overkapacitet, men vi er på vej ud af den bølge. Vi ser en mindre tilgang af skibe, og vi ser, at efterspørgslen stiger. Vi er mere positivt stemte for kalenderåret 2018, siger Mikael Skov, administrerende direktør for produkttankrederiet Hafnia Tankers.

En panelundersøgelse fra brancheorganisationen Danske Rederier viser, at 24 af 28 danske rederidirektører forventer større omsætning i de kommende 12 måneder. En overvægt af direktørerne forventer også en positiv udvikling i fragtraterne, og rederierne regner med at hyre flere medarbejdere.

- Der er grund til en forsigtig optimisme. Vi har nået bunden, og det begynder at gå fremad igen, siger Jakob K. Clasen, underdirektør i Danske Rederier, til Finans.

Chefanalytiker ved shippingorganisationen Bimco, Peter Sand, vurderer også, at der er lys for enden af tunnellen, men han stiller spørgsmålstegn ved, om de danske rederier formår at finde derhen.

- Både tørlast og containershipping er der, hvor vi også vurderer, at vi har set det værste. Men vejen til profit, ligger stadig foran os. Der er stadig et uhyggeligt lavt niveau i alle sektorer. Det hele centrerer sig om rederiernes evne til at regulere overkapaciteten, siger Peter Sand.

Administrerende direktør for Danmarks Skibskredit, Erik I. Lassen, er langt hen ad vejen enig.

- Der er stadig for mange skibe, men overordnet set er der enkelte lyspunkter i horisonten. Det er afgørende, at efterspørgslen fortsætter den positive udvikling, at skrotning fortsætter og at der generelt holdes igen med nye ordrer. Så et langt stykke ad vejen er det op til rederierne, hvornår erhvervet skal bedres, siger Erik I. Lassen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094