23948sdkhjf

Skibsreder går konkurs og slipper for straf for dødsulykke

Både et rederi og en skipper skulle tiltales, efter at en medarbejder døde på jobbet, vurderede Søfartsstyrelsen. Men begge chefer endte med at slippe fuldstændig for straf

I sensommeren 2007 omkommer en ansat på en bugserbåd i en arbejdsulykke. En 42-årig såkaldte bedstemand falder i vandet fra en pram og mister bevidstheden. Manden dør tre uger senere.

Det skriver Fagbladet 3F.

Søfartsstyrelsen indstillede til, at et rederi på Fyn skulle tiltales og have en straf, fordi reglerne om arbejdsmiljø på skibe var overtrådt. Men inden Fyns Politi fik afsluttet sagen, kom rederiselskabet under konkurs. Derefter slap rederen for en bøde.

Blot 10 dage inden selskabet Casani Sø Entreprise ApS kom under konkurs, havde rederen stiftet to nye selskaber, som han selv ejede helt eller delvist. Til disse to selskaber solgte Casani Sø Entreprise ApS fem biler, en bugserbåd, et værksted og en kajplads, ligesom 12 medarbejdere fulgte med over. Det viser Fyns Politis aktindsigt til Fagbladet 3F om dødsulykken.

Ejer mener sag ville være droppet alligevel
Reder Hans Witthöfft Jørgensen bekræfter, at han var til afhøring hos politiet om dødsulykken, og at han delvist erkendte sigtelsen. Samt at politiet senere opgav sagen, fordi hans firma Casani Sø Entreprise ApS kom under konkurs.

- Ja, det har nok været medvirkende til det. Jeg tror nu nok, at den ville være droppet under alle omstændigheder. Men det kan da også være, at der ville være kommet et eller andet. Det er ikke til at vide, siger Hans Witthöfft Jørgensen og tilføjer om sit ansvar for arbejdsulykken:

- Jeg var dér jo ikke, så jeg kunne ikke se, at han ikke brugte redningsvest. Jeg har bare ansvaret, fordi jeg skulle have kommenteret det og måske tjekket det. Det er ude på det yderste af, hvad man kan have af ansvar, siger rederen.

Døde tre uger efter ulykken
Arbejdsulykken skete, da Casani Sø Entreprise ApS’ bugserbåd ’Susanne Saj’ skubbede en ubemandet pram fra Odense Havn til dybvandsterminalen på Lindøværftet ved Munkebo på Østfyn. Prammen ’Ida’ var fyldt med 1.360 tons jernskrot.

Besætningen på bugserbåden bestod af en 32-årig skipper og en 42-årig bedstemand, der har ret til at sejle som styrmand på små og mellemstore færger og som skibsfører på helt små færger.

Kort før ankomst til terminalen, hvor prammen skulle til kaj og losses, gik bedstemanden fra slæbebåden over på prammen for at gøre fortøjningerne klar. Kort efter faldt bedstemanden fra prammen og ned i vandet, cirka 300 meter fra kajen.

Skipperen forsøgte at få fat i ham med en bådshage, men bedstemanden lå for langt væk. Han lå på maven med ansigtet nedad i vandet og havde ingen redningsvest på.

Skibsføreren satte derefter prammens stævn mod kajen og brugte en fløjte til at tilkalde hjælp. Straks kom folk til fra land. Skipperen og folkene fik trukket bedstemanden bagud i vandet og løftet ham op på bugserbåden. I bevidstløs tilstand blev bedstemanden kørt i ambulance til sygehuset.

Ulykken skete fredag 31. august 2007 cirka klokken 10.30. Den 42-årige bedstemand døde tre uger senere uden at være kommet til bevidsthed efter arbejdsulykken.

Rapport: "Mangelfuld" instruktion
13. februar 2008 udsendte Søfartsstyrelsens opklaringsenhed sin rapport om ulykken. Heraf fremgår det, at skibsførerens instruktion til bedstemanden om færdsel på prammen var ”mangelfuld”. Hverken skibsføreren eller bedstemanden havde været om bord på ’Ida’ forud for afsejlingen. Bedstemanden havde ingen erfaring med prammen, der var uden gelænder i styrbordsside.

I rapporten gjorde Opklaringsenheden også opmærksom på, at bedstemanden – ifølge skibsføreren – havde været vågen og i gang på bugserbåden i cirka 32 af de 43 timer, bedstemanden havde været om bord inden ulykken.

3. juni 2008 indstillede Søfartsstyrelsen til politiet, at der skulle rejses tiltale mod Casani Sø Entreprise ApS og skibsføreren for overtrædelse af styrelsens forskrifter om arbejdsmiljø på skibe.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219