Opsplitning sender Maersk Oil på børsen - medie
Første konkrete udtryk for opsplitningen af A.P. Møller - Mærsk bliver en børsnotering af Maersk Oil.
Det skriver Berlingske Business med henvisning til flere kilder, som vurderer det vil ske inden for de næste seks til 12 måneder.
En vurdering fra investeringsbanken Jefferies lyder, at Maersk Oils værdi er cirka 47 mia. kroner. Noteringen skal angiveligt ske ved at tildele aktier til A.P. Møller – Mærsks nuværende aktionærer. Dels kommer man omkring aktiesalg til nye aktionærer, dels sikrer Mærsk-familien sig kontrol med olieselskabet.
Maersk Oil og opsplitningen af Mærsk-konglomeratet A.P. Møller - Mærsk splitter forretningen op |
Mærsk: Har ikke truffet en beslutning
I forbindelse med, at A.P. Møller – Mærsk sidste september meldte ud om opsplitningen af konglomeratet i en transport og en energidivision lød det, at fremtiden for olieaktiviteterne skulle afklares inden to år. Officielt er et frasalg eller en fusion også stadig i spil:
- Ingen konklusion kan drages af dette arbejde. Målet er fortsat at sikre den bedst mulige løsning for både den enkelte forretnings fortsatte udvikling samt for A.P. Møller - Mærsks aktionærer. Vi tilstræber som tidligere nævnt at være i stand til at have offentliggjort de strukturelle løsninger inden udgangen af september 2018 afhængigt af markedsudvikling og muligheder, skriver Louise Münter, pressechef i Maersk Energy, i en mail til Berlingske Business.
Ifølge Berlingske Business er planer om børsnoteringer af Maersk Supply Service og Maersk Drilling lagt i skuffen. Derimod skulle der ikke være kommet en afklaring for Maersk Tankers.