23948sdkhjf

Ny digital guide over Østersøen søsat

NAVIGERING: Geodatastyrelsen klar med nyt navigationsværkstøj for skibe i Østersøfart

Østersøen er et stærkt trafikeret farvandsområde, som kan være vanskeligt at navigere i. Men det er også omgivet af lande med stor teknologisk ekspertise og maritim historik. Og derfor et naturligt sted at starte et nyt projekt, som det Geodatastyrelsen har lanceret på baggrund af data fra det tyske søkortkontor BSH.

Det gælder en ny digital guide ved navn Mariners’ Routeing Guide Baltic Sea, der bl.a. kan give navigatører forhåndsorientering om f.eks. trafiksepareringssystemer, dybvandsruter, meldepunkter mv. fortæller Elizabeth Hagemann, der er områdechef i Søkort Danmark og Forvaltning i Geodatastyrelsen.

- Det handler først og fremmest om, at vi med den nye elektroniske guide gerne vil højne sejladssikkerheden. Der sejler rigtigt mange skibe gennem Østersøen på årsbasis med besætninger fra hele verden, der måske ikke alle er lige fortrolige med forholdene. Så det er en styrkelse af sikkerheden, vi primært har haft i tankerne. Vi ser dog også andre potentialer i guiden, man kan benytte på den nære front så at sige.

Elizabeth Hagemann peger her på, at digitaliseringen også tillader "brugere" af skibene, der passerer området, at anvende det ud fra mere kommercielle synsvinkler.

- Jeg vil ikke komme med direkte konkrete eksempler, for det er ikke vores bord. Men vi har da tænkt i de baner, at guiden også kan understøtte eksempelvis befragtere eller agenter med information, der er relevant i forhold til de skibe, de servicerer. Det handler i bund og grund om, at guiden skal kunne anvendes af så mange brugertyper som muligt, og ikke kun ud fra en klassisk navigatorisk vinkel.

- Ud fra vores og de andre Østersølandes hydrografiske kontorers synsvinkel er det dog først og fremmest sejladssikkerheden, der er i fokus. Ingen tvivl om det.

Bag om projektet
Geodatastyrelsen er i sig selv det nye navn - eller arvtager så at sige - for den tidligere Kort & Matrikelstyrelsen og i gamle dage Søkortarkivet, der tog sig af ansvaret for danske søkort etc. Men ansvaret er det samme og det er ansvaret for at følge med tidens trend over mod elektroniske hjælpemidler til at forbedre sejladssikkerhed også.

Selve guiden indeholder blandt andet en række maritime informationer om service- og meldesystemer og et interaktivt kort, der kan findes på: http://balticsearouteing.dk/.

Østersøen udgør, som andre stærkt trafikerede havområder med komplekse rutesystemer, med krav til overvågning og vejledning af skibstrafikken og skibsmeldesystemer etc., et område, hvor det kan være svært for uvante navigatører, rederier m.fl. at overskue de krav og anbefalinger, som gælder for skibes navigation.

For at lette skibenes ruteplanlægning blev landene omkring Østersøen derfor enige om at udgive en særskilt engelsksproget ruteguide ved navn Mariners’ Routeing Guide Baltic Sea. Det er denne guide, som Geodatastyrelsen nu har sat strøm til og digitaliseret.

Grønland i sigte
- Jeg er glad for, at Geodatastyrelsen har taget endnu et vigtigt skridt i retning af at digitalisere maritime data til skibsfarten. Østersøen er et tæt trafikeret havområde med komplekse rutesystemer derfor er let adgang til opdaterede nautiske informationer afgørende for sejladssikkerheden, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

- Ved at digitalisere informationerne kan vi løbende opdatere guiden samtidigt med, at data præsenteres på en let og forståelig måde. På sigt vil det desuden være muligt, at integrere data med andre systemer og tiltag som fx den Marine Geografiske Datainfrastruktur, slutter Elizabeth Hagemann.

Med den tilføjelse, at man nu er gået i gang med at digitalisere de grønlandske farvande også. Et projekt har været længe undervejs.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236