23948sdkhjf

Højesteret: Concordia-kaptajn skal 16 år i fængsel

Kaptajn Kujon blev han kaldt efter krydstogtskibs katastrofale forlis. Nu sætter italiensk højesteret punktum

Italiens øverste domstol stadfæster dommen mod kaptajn Francesco Schettino fra det forliste krydstogtskib 'Costa Concordia', 

Dermed står den tidligere dom på 16 års fængsel fast.

32 mennesker mistede livet ved den katastrofale ulykke i 2012 ud for den italienske ø Giglio.

56-årige Schettino er ifølge sin advokat straks efter afgørelsen i den italienske højesteret blevet ført til et fængsel i Rom for at påbegynde afsoningen af de 16 års fængsel.

- Som altid har Italien behov for en syndebuk, lyder det fra forsvarsadvokaten.

Forbrød sig på søens regler
Schettino fik tilnavnet "Kaptajn Kujon" for sin opførsel under ulykken.

Han begik en alvorlig fejl, da han tilsyneladende for at blære sig sejlede tæt på land med sit skib. Det ramte et skær og væltede rundt.

Under den efterfølgende panik om bord var kaptajnen opsat på at redde sig selv.

Stik imod søens regler forlod han skibet, mens der stadig var folk i nød om bord.

Schettino blev allerede i 2015 kendt skyldig i manddrab. Med fredagens afgørelse er der sat et endeligt punktum i sagen.

En pryglet hund 
Der var over 4200 passager og besætningsmedlemmer om bord, da skibet en kølig aften i januar 2012 ramte på et skær ud for Giglio.

Mens folk fortsat kastede sig i det kolde vand for at komme væk fra det kuldsejlede skib, befandt kaptajnen sig på Giglio passiv.

Han hævdede senere, at han var faldt ned i en redningsbåd, da skibet krængede, og at han mod sin vilje var blevet sejlet i land.

- Han lignede en pryglet hund, gennemkold og bange, fortalte en taxichauffør, som så ham Schettino stige i land.

Havnevagt blev helt
Den lokale havnevagt blev senere udråbt som en helt i medierne, da det kom frem, at han i en radiosamtale beordrede kaptajnen tilbage på skibet.

- Kom så om bord på det skib og fortæl mig, hvor mange der er, og hvad der sker om bord. Er det forstået?

Det nægtede Schettino.

/ritzau/reuters 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204