23948sdkhjf

Fra Rio de Janeiro til Sydhavnen

Rune Følbæk har fået shipping ind med modermælken. Han er vokset op i et Mærsk-hjem i Brasilien, og de første år sov han med en bamse ved navn Hr. Møller. I dag står han på egne ben som forretningsudvikler i Evergas

Rune Følbæk var tre år gammel, da familien tog til Brasilien. Hans far, Carsten Følbæk, er stadig lidt af et navn i Mærsk, han bor stadig i Rio, og han tog familien med i 1981.

Siden oplevede sønnen den arbejdsomme branche fra hjemmefronten, men han blev ikke afskrækket. Og i dag har han sin egen karriere i gas-sektoren.

Søfart møder Rune Følbæk på Evergas’ kontor på Kalvebod Brygge med udsigt til vandet igennem store glasfacader. Der er langt til Rio.

CV - Rune Wang Følbæk
2016-? - Evergas, business development manager

2009-2015 - Sixtus Maritime, tank-broker

2007-2009 - shippingassistent, Shipping.dk

2003-2006 - logistisk assistent, Bring Express AS

Bor i Holte med sin kone, der er læge, og parrets to små børn

Født d. 14. marts 1978

Du er vokset op med en far i Mærsk?

- Ja, vi flyttede til Brasilien da jeg var tre år gammel. Husholdningen var i høj grad præget af, at min mor var hjemmegående. Det støttede min fars karriere, en luksus, den gamle generation af shippingfolk i udpræget grad havde. Det er jo ikke en model, der i samme grad går i dag. Men selvfølgelig har jeg lagt mærke til det fravær, der var, og på den anden side giver det også en grundlæggende indsigt i, hvordan shipping fungerer og hvilke krav til flid - og en vis selvopofrelse ift. familien - det fordrer og kræver. Det gav mig mulighed for at gå ind i branchen uden for mange illusioner.

Hvordan var det at vokse op seks år i Brasilien?

- Det var fedt, det var Rio i 1980’erne - den store sandkasse. Folk er seriøse i São Paulo og tager til Rio og fester. Nu ligger olie- og gasbranchen dog i Rio via bl.a. Petrobras, så det er trods alt ikke helt rigtigt. Jeg gik på en brasiliansk skole, fordi mine forældre ville have, jeg skulle lære landets sprog først. Men jeg blev hjemmeskolet i dansk, og gik to dage om ugen på en amerikansk efterskole og lærte engelsk.

Hvad står klarest i erindringen fra en shippingbarndom?

- Jeg kan give et godt eksempel på, hvor gennemsyret min barndom har været af A.P. Møller og det firmas værdier og etiksæt. Da jeg blev født, blev der i min fars afdeling - tank - indsamlet til en bamse til mig. Og den blev selvfølgelig navngivet Hr. Møller. Den kunne jo ikke hedde andet.

Hvad gjorde du efter gymnasiet?

- Jeg var teenager i Danmark, og efter gymnasiet og værnepligten tog jeg til Santarém i Amazondeltaet i Brasilien og hjalp med et bådprojekt. Dernæst tog jeg til Buenos Aires og arbejdede et år på ambassaden, inden jeg søgte ind til politiet. Både min farmor, far og jeg har søgt ind i politiet, men de vil ikke have os, så jeg ved ikke, om det siger noget om shipping eller politiet.

Jeg endte så heldigvis som elev i Shipping.dk under Erik Jensby, som er i Bimco nu. Siden fik jeg job i en mindre mæglervirksomhed via fælles bekendte. Dër kom jeg til at bemande deres liquid chemicals-desk. Det var meget learning by doing, inden jeg havnede her i Evergas som forretningsudvikler.

Hvorfor gik du ind i Shipping?

- Det, jeg finder tiltrækkende ved shippingbranchen, er, at den er baseret på og i høj grad drevet af generationers shippingerfaring og knowhow. Den er desuden drevet af gammeldags købmandskab, indsigt og sidst men ikke mindst af mavefornemmelse. Det er en cyklisk forretningsmodel - syv gode og syv dårlige år. Man fornemmer, hvor man er henne i cyklussen, om markedet er på op, eller om det er på vej ned. Og så agerer man derefter. Det beror på erfaring og er ikke noget man kan læse sig til.

Hvad indebærer jobbet som forretningsudvikler?

- Det er selvfølgelig lidt en fri rolle. Jeg arbejder med en række projekter inden for small scale LNG og Ethane, da vi eksempelvis får fire skibe leveret i 2019, der kan transporterer bla. disse gas-arter. Så jeg forsøger at finde et hjem til disse dragon class-skibe, altså nogle som kan tage dem på timecharter.

Desuden har vi udarbejdet E3 poolen sammen med Eletson på vores 12.000 cbm semi-ref/ethylen-skibe for at give os en bedre fleksibilitet ift. positionering af skibene og optimere servicen for vores kunder.

Tror du, markedet er nok konsolideret?

- Nej. Jeg tror, vi vil se en høj grad af konsolidering i tankmarkedet - både produkt og gas. Det er gisninger, men de fleste tankredere vil nok kunne se en fordel i at konsolidere markedet, det er godt for kunderne og godt for rederne.

Hvad skal en god forretningsudvikler kunne?

- Han skal have en god mavefornemmelse for forretning. Man skal kunne tale med alle op igennem systemet uden at virke for prætentiøs, man skal suge til sig af viden, og man skal kunne improvisere. Det vil jeg mene er det vigtigste, men i høj grad også at kunne adskille skidt fra kanel. Der er mange idéer fra aktørerne - fra mæglere over raffinaderier - og en høj procentdel af disse idéer bliver aldrig til noget.

Man skal også kunne se den langsigtede strategi, og man skal kunne arbejde meget med frihed under ansvar. Det passer mig fint.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203