23948sdkhjf

Pris for afrikansk pirateri: 16,5 milliarder

1.921 søfolk i Vestafrika og 545 søfolk i Østafrika blev i 2016 udsat for angreb fra pirater, hvilket samlet kostede rederierne ca. 16.5 milliarder kroner. Det fremgår ifølge Rederiforeningen af den årlige rapport fra NGO’en Oceans Beyond Piracy, der onsdag blev offentliggjort i London.

- Disse tal viser med al tydelighed, at pirateri fortsat udgør en væsentlig trussel mod den civile skibsfart, om vi så taler Øst- eller Vestafrika. Derfor er det utrolig vigtigt, at rederierne fortsat forbereder sig, før de besejler farvande med en pirattrussel,” siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danmarks Rederiforening.

Rapporten viser, at antallet af angreb i Guineabugten er næsten fordoblet i 2016 i forhold til året før. Samtidig er antallet af ofre for angrebene vokset fra 1.225 til 1.921. Særlig skete der er stigning i antallet af kidnapninger.

- I undersøgelsen af Vestafrika fandt vi, at næsten to tredjedele af alle rapporterede hændelser fandt sted ud for Nigeria, selvom flertallet skete i internationalt farvand, siger Dirk Siebels, en af forfatterne til rapporten og tilføjer, at de fleste af disse angreb var voldelige.

Det er dog et lyspunkt, at der i løbet af 2016 er sket en vis forbedring af blandt andet nigerianernes evne til at reagere på piratoverfald på handelsskibene. Rederiforeningen forventer, at EU med støtte fra Danmark gennem det fireårige projekt Gulf of Guinea Inter-regional Network (GoGIN) kan være med til at forbedre de maritime kapaciteter i regionen, herunder bedre koordinering og samarbejde.

Stadig pirateri ved Somalia
Selvom der ikke blev rapporteret om kapringer af handelsskibe ud for Somalia i 2016, så har de kriminelle netværk i landet fortsat kapaciteten og viljen til at udføre pirateri, hvilket den seneste tids overfald bekræfter.

Udgifterne til at beskytte skibsfarten mod de somaliske pirater udgør fortsat den største udgift. Samlet set blev der i 2016 brugt ca. 11,6 mia. kr. på at forhindre og bekæmpe pirateri i Østafrika. Det er en forøgelse siden sidste år, hvor Oceans Beyond Piracy havde opgjort udgifterne til knap ni mia. kr.

Et fald i skibenes årvågenhed og det reducerede antal krigsskibe i området kan, ifølge rapporten, have været medvirkende til angrebene, som blev registreret i begyndelsen af 2017.

- Det er vigtigt, at rederierne fortsætter med at foretage deres risikovurderinger og følger de internationale anbefalinger blandt andet ved at registrere sig ved de forskellige myndigheder. Desuden er det vigtigt, at der fortsat er politisk fokus på og vilje til, på den korte bane at beskytte handelsskibene og på den længere bane at hjælpe landene i regionen med at opbygge bedre maritim sikkerhed, og at forholdene i Somalia forbedres, siger Maria Bruun Skipper.

Kilde: Danmarks Rederiforening

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266