23948sdkhjf

Bugsering forløb uden problemer

Det grundstødte containerskib 'Victoria' er nu på værft på Fyn. Der er ikke konstateret olieudslip under transporten

Fredag den 17. februar blev skibet Victoria bugseret i havn. Miljøfartøjer fra Forsvaret holdt et vågent øje med indsatsen, mens to slæbebåde bugserede det grundstødte skib til værftet Fayard i Odense Fjord. Det skriver Værnsfælles Forsvarskommando.

Selve opgaven med at flytte containerskibet begyndte ved 7-tiden fredag morgen. Inden da var rederiets bjærgningsplan blevet gennemgået og accepteret af alle parter, og det betød, at selve arbejdet med at flytte skibet kunne gå i gang.

- Det er gået helt efter planen. Det tog en times tid mere end vi oprindeligt havde meldt ud, men det kan være svært at vurdere sådan noget på forhånd. Når man sejler med så lav hastighed, har strømforholdene større betydning end normalt, og det vigtigste er at få skibet sikkert frem uden problemer, oplyser vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter, Ole Theill Sørensen. 

Ingen olieudslip unde bugseringen
Mens det 179 meter lange containerskib blev bugseret, blev det fulgt af miljøskibe fra Forsvaret. Deres opgave var at holde øje med, at der ikke var udslip af olie under transporten. Samtidig skulle de være klar til at gribe ind, hvis noget gik galt.

- Det hele gik som det skulle, og vi har ikke set olieudslip, konstaterer vagtholdslederen.

Losning af containerne kan tage tid
Skibet er nu på plads på Fayard. Her lægges der nu flydespærringer rundt om skibet. Flydespærringer har til formål at forhindre forurening, hvis der skulle slippe olie ud fra skibet under losning af containerne. 

- Nu er skibet afleveret på værft. Det betyder, at Forsvarets rolle så småt er ved at være overstået, og at ansvaret overdrages til det lokale beredskab, oplyser Ole Theill Sørensen.

Herefter skal alle containere fjernes fra skibet, inden det kan komme videre i dok, hvor skaden på skibet skal repareres. Det forventes, at der kommer til at gå et godt stykke tid, inden arbejdet med at losse containerne er overstået. 

Kilde: Værnsfælles Forsvarskommando

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078