23948sdkhjf

Hverdag på Kattegat - med et par tvists

LAMPEMANDEN JULEFRI: Selv på en Kattegatfærge er ikke to dage tilnærmelsesvis ens
Sidste epistel handlede lidt om at laste en bilfærge. Men det er jo sådan set det samme - når der var mange med - som at lægge dominobrikker i tætte parallelle linjer. Nå ja. Der var selvfølgelig en og anden, der kunne få problemer med at få sneget sit (ofte lidt velvoksne) kadaver ud af bilen, hvis tilfældet ville, at der holdt tre - fire velhaverbiler ved siden af hinanden i rækkerne. Og i disse tilfælde måtte man så afbryde dominospillet for at udvise rettidig konduite. Men det var jo det, jeg bl.a. var der for. Matroserne kunne alt det andet. De gjorde det dag ud og nat ind. År efter år. Fast arbejde i bilos.

Apropos matroser havde vi en særlig en af typen på ’Maren Mols’. Det var fællestillidsmanden, der var meget Preben Møller Hansen-tro. Og en særdeles snu og klog fyr, der samtidig var kæmpe flink at stå og småsludre med oppe på broen under en overfart. Han var ret så magtfuld og det skinnede igennem ved lejlighed - og uddelegering af arbejdsopgaver. Han kørte vist ”de nedre regioner” af skibet - ja hele overfartens ditto - med hård hånd. Men jeg havde personligt ikke en finger at udsætte på noget. Så jeg kan kun sige, at han som repræsentant for Sømændenes Forbunds hårde kerne var personligt lige så imødekommende, som den af forbundet udsendte repræsentant, jeg år før havde mødt ude i Kobe, Japan.

Særstatus

På passagersiden kom der ind imellem særlige gæster, der var lidt for sig. En af de mere specielle var så ret modsat i social status, type og facon af omtalte fællestillidsmand. Undtagen i det med at vide, hvem der bestemte. Det gjaldt en skibsreder med smag for kommanditistmarkedet. En meget merkantil type, der kunne lide penge og penges magt. Han og den - noget yngre - frue kom i blandt susende til Odden på vej til deres sommerresidens et sted på Mols. Men i hver sin kæmpe Mercedes og med hver deres hunde installeret om bord. Jeg ved ikke af, at hr. skibsrederen havde noget som helst (økonomisk) tilhørsforhold til Mols-Linien, men det generede ham ikke, når det gjaldt påberåbelse af særstatus.

I hvert fald de gange, hvor jeg havde fornøjelsen, var der åbenbart meldt ankomst i forvejen hver gang. Så de to store mercere holdt altid forrest i rækken af biler til øverste dæk. Let genkendelige, når man lige tog overblik, mens den overførte ladning kørte fra borde. Det med overblikket gjorde jeg helst ude i det fri på rampen, så man lige slap for lidt af bilosen. Jeg benyttede mig nemlig også af min stillings høje stade og overlod uddirigeringen af biler til folkets repræsentanter (matroserne).

Hvor om alt det er, så var det helt underforstået, at hr. skibsreder og frue lagde beslag på skibenes fornemste parkeringspladser. Lige ud for skibets personelevatorer midt i casingen. Egentlig forbeholdt såkaldte ”elevatorbiler” - altså til handicappede osv. Var der sådanne med, var der jo ingen kære styrmand for skibsrederen, men så fik jeg at vide under min oplæring, at de skulle have første parket til udkørsel i stedet. Der er forskel på kong Salomon og Jørgen hattemager. Og de var begge to i øvrigt ret kong Salomon-agtige i deres optræden. Og deres kæmpehunde da specielt.

Særlig særstatus

Men trods alt kunne skibsrederparret selv finde ud at trykke på knapper i elevatoren op til opholds-dækket. Det forholdt sig lidt anderledes, når der var helt speciel ”alarm” for en overfart. Nemlig når Hendes Majestæt (som regel i ensom majestæt eller hvad det hedder) var på vej til fra sommerresidensen på Marselisborg og hovedstaden. Ja ensom var Dronningen jo ikke ligefrem. Der var chauffør og en hofdame og som regel to Ford Scorpioer med Men In Black-typer som eskorte.

Så blev man som styrmand på øvre dæk orienteret på forhånd om, at der var en Krone 1 - eller andet - på vej. Og så VAR elevatorpladsen uomtvisteligt optaget. Og styrmanden skulle helst iføre sig korrekt uniformsjakke. Også selv om det var + 30 grader udenfor. Og styrmanden skulle også sørge for, at elevatoren blev låst, før man startede ombordkørsel. Og styrmanden skulle også iagttage sin egen ophøjelse til elevatorfører for Hendes Majestæt med følge.

Altså kortegen svirpede hjemmevandt ind før alle andre. Stoppede ud for elevatoren. Dronning, styrmand og hofdame samt en mand i sort steg ind i elevatoren. Styrmanden drejede (helst ikke for fummelfingret) med sin særlige elevatornøgle, kørte to dæk op (besætningsniveau), døren gik op, styrmanden bukkede let, Dronningen smilede lidt skævt belevent og forsvandt ind på kaptajnen den højes kahyt for hele overfarten. Kaptajnen var i disse tilfælde henvist til at dandere den på broen. Ved ankomst var det hele så det samme - bare i baglæns visning.

Jeg husker i hvert fald to tilfælde med mig selv som lodret styrmand. Det tog vel sammenlagt under et halvt minut fra opbremsning til exit ind i kaptajnskahytten. Så lidt mærkeligt, at man (jeg) kan huske det hele - inklusive den meget tavse fem sekunders køretur med elevatoren - så tydeligt.

Drama på Kattegat

Mens jeg var i fart med Mols-Linien fik jeg også genopfrisket mit brandleder-certifikat. Mit første hentede jeg via navigationsskolen ude på Holmen, men denne gang var det på Århus Brandskole. Et helt hold af mols-liniere, der meget fornuftigt skulle arbejde i teams, der ville kunne vise sig som virkelighed om bord. Et rigtigt godt forløb faktisk. Inklusive førstehjælpskursus osv. Og et helvedes varmt ”maskinrum” som den værste slukningsopgave. Der gjaldt det om at have styr på holdene, svanehalse, vandtåger og kommunikation. Og lidt begejstret team-evaluering derpå.

Brand kom det nu ikke til i min tid. Eller så vidt jeg ved overhovedet på nogle af færgerne. Men derfor skal man jo have styr på tingene (og certifikaterne) alligevel. Derimod fik jeg indledningsvist ikke lejlighed til at deltage i en MOB-øvelse (Mand Over Bord). Der var da mønstringsøvelser, hvor besætningen troppede op efter rullen osv., men jeg skulle faktisk som styrmand selvfølgelig have haft instruktion i at betjene skibenes MOB-både. Men det skete aldrig, og det gav lidt bagslag en skønne dag.

Det var en trist grå dag med regndis og lidt sø. Jeg havde sejladsvagten fra Odden til Ebeltoft og stod og glanede i radaren vel forbi Rute T, for at se, om der var noget spændende på vej ud fra Aarhus Havn. Det erindrer jeg så intet om, men jeg husker tydeligt, at der pludseligt blev banket på yderdøren ind til broen i styrbord side. En passager ville melde, at hun vist havde set nogen smide en sort affaldssæk ud agter - eller noget. Nærmest i det samme kommer en meget opskræmt kvinde løbende ind på broen med et lille barn ved hånden og gør anskrig. Hendes mand var væk, og han var lige for tiden meget psykisk nede. Og nu var hun rigtig bange. En plus en = sort affaldssæk, tænkte jeg. Og det samme gjorde kaptajnen, der havde hørt kvinden inde fra sin kahyt.

Det spidser til

Lynalarm til besætningen og via en PANPAN-nødmelding (bruges i denne slags tilfælde, hvor skibet i sig selv ikke er i nød) fik vi sat SOK i gang - og iværksatte selv Williamsons Turn. For uindviede er det en speciel manøvre, hvormed man kan vende et skib, så det sejler tilbage i præcis samme sejlrute, det kom fra. Netop for lettere at kunne finde f.eks. en overbordfalden. Besked over PA-anlægget - til hele skibet - at vi havde gang i en redningsaktion, og at folk meget gerne måtte bidrage som ekstra øjne ude på promenadedækkene. Da det kom til stykket, var det nu en matros fra skibet, der spottede det lille hoved med sprællende arme i det grå halv oprørte Kattegat. Godt spottet. Selv om han brugte en kikkert.

Nu kom så et lille dumt drama anstigende. Jeg havde som nævnt overhovedet ikke haft tanke på - eller fået besked på at få instruktion i - MOB-båden. Ikke i orden. Men sådan var det nu engang. Som vagthavende styrmand var det faktisk mig, der skulle være bådfører med to matroser som gaster, mens ”kontorstyrmanden” skulle overtage kommunikation osv. og kaptajnen overtog broen som sådan.

Jeg sagde nu ligeud, at jeg ikke havde fået nogen som helst instruktion i MOB-båden - og det er helt ærligt en lidt lam melding, at skulle stikke ud. Men nød bryder jo love, og det var ikke hverken min flovhed eller protokolregler, det gjaldt her. Men overbordspringeren. Hvis han stadigt var i live og til at finde.

Min kollega begyndte ikke desto mindre netop at stå på reglerne i mønstringsrullen. Ifølge procedurerne skulle... osv. Muligvis var han ikke selv komfortabel med at skulle ud i MOB-båden, men han havde da prøvet det før, og det fik han også meget hurtigt besked på at kaptajnen, der skar lige igennem og ret så brysk beordrede ham - og de to allerede afventende matroser - af sted i en fart. Derfra gik det så faktisk stærkt. En af de andre matroser om bord fik spottet fyren næsten i samme øjeblik. MOB-båden var derefter hurtigt klar af skibet og blev via VHF ledt hen mod det lille hoved i vandet - til de selv fik øje på ham.

Nyt drama udspiller sig


Samtidig ankom der en redningshelikopter fra daværende Eskadrille 722 - en af de ”uopslidelige” Sikorsky S61’ere. Meget hurtigt i forhold til den tid, der var gået siden alarmen. Og så begyndte et nyt drama. MOB-båden var fremme ved den desperat kæmpende mand, der åbenbart havde fortrudt sit formentlige forehavende - selvmord. Dygtigt arbejde af den lille besætning, der fik ham hevet ind. Nu kunne han sådan set med meget god grund lige så godt være fortsat direkte op i helikopteren og fløjet ind til hospital i Aarhus i løbet af nul komma fem. Men nej. En læge om bord gav kontraordre.

Fortsættes
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204