23948sdkhjf

Studerende hjælper den grønne omstilling på vej

| Medlemsnyhed | Indrykket af Aarhus Maskinmesterskole

To studerende viste med deres bachelorprojekt i foråret, hvordan man gør biogasanlæg til en central spiller i klimakampen. Løsningen ligger i borgerinddragelse, fakta og reducering af lugt.

Det lugter. Sådan lyder kritikken ofte fra naboer til et biogasanlæg, og lugt-kritikken skaber ofte en unødvendig stopklods for biogasanlæggene. Biogasanlæg fjerner CO2-gasser fra gylle og bruger gassen til el og varme og sender den afgassede gylle tilbage til landbruget, hvor den kan bruges som gødning, uden at udlede CO2 i naturen. Biogasanlæg er uden tvivl en bæredygtig løsning for klimaet.

To maskinmesterstuderende, Phillip Buch og Anna Holm Pedersen, har i deres bachelorprojekt sat sig for at udvikle konkrete løsninger til, hvordan biogasanlæg bliver en ”positiv ting” hos naboer og lokalsamfund. Og løsningen er ifølge Phillip og Anna todelt.

”Vi anerkender, at det giver lidt lugtgener til omgivelserne. Ingen tvivl om det. Men ikke i nær samme grad som gyllen, vi kan lugte på markerne. Men hvis man bliver bedre til at fortælle naboerne, hvad det reelt handler om og udvikle tekniske løsninger, der hjælper på lugtgenerne, er vi rigtig langt”, fortæller Anna.   


Hele pakken

Phillip og Anna har i deres projekt udviklet en vejledning til, hvordan luftrensningsanlæg kan bygges, så det mest muligt reducerer lugten, og udarbejdet en strategi for, hvordan man tænker borgernes behov ind i processen, når et nyt biogasanlæg skal bygges i et givent lokalområde.

”Det er netop dét, vi kan som maskinmestre. Se helheden i et projekt, som det for eksempel er at etablere et biogasanlæg i et bestemt område. Vi har på uddannelsen lært om økonomi, management og ledelse, og det gør, at vi også kan tænke kommunikation og borgerinddragelse ind i et projekt som dette”, fortæller Phillip Buch og suppleres af Anna:

”Det er hele pakken, vi berører. Vi arbejder på en og samme tid med bløde værdier og hardcore tekniske løsninger.”    


Hjælper den grønne omstilling på vej

Fremtiden for biogasanlæg skal og bør være lys, for det er en del af løsningen på klimaudfordringerne, og de to studerende håber og tror, at projektet kan hjælpe til at styrke fortællingen om biogasanlæg og bidrage til, at der bliver større folkelig opbakning til de klimavenlige anlæg.

Og det at bidrage til den grønne omstilling er hele drivkraften bag projektet.

”Jeg brænder for den grønne omstilling, og det skal være omdrejningspunktet i det, jeg skal lave, når jeg kan kalde mig selv for maskinmester,” fortæller Anna.

Og det er da heller ikke helt utænkeligt, at det ender med job, hvor den grønne stilling er på menukortet. Flere og flere maskinmestre arbejder med bæredygtighed, vedvarende energi og grøn omstilling. Og det er der måske en god grund til.

”Nu har vi oplevet på egen krop, hvad vi som maskinmestre kan bidrage med på et biogasanlæg. Vi kan sætte os inde i hele processen, og vi kan løse problemer indenfor alle aspekter. Jeg kan ikke se, hvem der skal være bedre til at styre et biogasanlæg end maskinmesteren”, fortæller Philip Buch

Og fortsætter:

”F.eks. har landmanden styr på dét, der kommer ind til anlægget, ingeniøren er ekspert i processen, som foregår i reaktoren, men ingen udover maskinmesteren har styr på hele processen.” 

Fredag den 21. juni kunne Anna og Phillip kalde sig for maskinmestre efter deres forsvar af bachelorprojektet.

Medlemsnyhed

Indrykket af
Aarhus Maskinmesterskole

Inge Lehmanns Gade 10
8000 Aarhus C
Danmark
Aarhus Maskinmesterskole

Send til en kollega

0.177